BEK 605/2025 · Bekendtgørelse om drift og afhændelse af friplejeboliger
BEK 605/2025 ст. 4
Drift af friplejeboliger
Når friplejeboligleverandøren har forbedret det lejede, kan denne forlange lejen forhøjet med et beløb, der modsvarer forøgelsen af det lejedes værdi, medmindre udgiften debiteres på henlæggelseskontoen efter § 12.
Stk. 2. Lejeforhøjelsen fastsættes på grundlag af den udgift, der med rimelighed er afholdt til forbedringen, og som har forøget det lejedes brugsværdi. Hvis der også udføres vedligeholdelsesarbejder, kan udgiften hertil ikke indgå i beregningsgrundlaget for lejeforhøjelsen. Hvis der som følge af forbedringsarbejderne spares aktuel eller fremtidig vedligeholdelse, skal forbedringsudgiften reduceres med et beløb, der modsvarer den kapitaliserede værdi af disse besparelser. Udgifter til vedligeholdelsesarbejder og fradrag for sparet aktuel eller fremtidig vedligeholdelse debiteres på en af de konti, der er nævnt i §§ 8-10 og § 12.
Stk. 3. Lejeforhøjelsen fastsættes til ydelsen på et fastforrentet annuitetslån med en løbetid svarende til forbedringens forventede levetid og med en rente svarende til markedsrenten for sådanne lån på tidspunktet for arbejdernes færdiggørelse.
Stk. 4. Lejeforhøjelsen bortfalder, når det lån, der er nævnt i stk. 3, er udamortiseret. For forbedringsarbejder, der er finansieret på anden måde end med et sådant lån, bortfalder lejeforhøjelsen tilsvarende efter en årrække svarende til løbetiden på lån efter stk. 3.