BEK 494/2025 ст. 12
Bæredygtighedskrav til flydende biobrændsler samt faste og gasformige biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, opvarmning og køling samt til træpiller, træbriketter og brænde som produceres eller importeres til energiformål i husholdninger
For at minimere risikoen for, at der anvendes biomasse fra skove med ikkebæredygtig produktion, skal det sikres, at det land, hvor biomassen blev fældet, har indført national eller regional lovgivning, der finder anvendelse i fældningsområdet, samt overvågnings- og håndhævelsessystemer, der sikrer, jf. dog stk. 2: 1) fældningens lovlighed, 2) at skove genetableres på fældede arealer, 3) at områder, der ved international eller national ret eller af den relevante kompetente myndighed i det pågældende land er udlagt som naturbeskyttelsesområder, herunder vådområder, græsarealer, heder og tørvemoser, beskyttes med henblik på at bevare biodiversiteten og forhindre ødelæggelse af levesteder, 4) at fældningen udføres under hensyntagen til opretholdelsen af jordbundens kvalitet og biodiversiteten i overensstemmelse med principperne for bæredygtig skovforvaltning med det formål at forebygge alle skadelige virkninger på en sådan måde, at hugst af stubbe og rødder, forringelse af primærskove og gammelgroede skove som defineret i det land, hvor skoven er beliggende, eller deres omdannelse til plantageskove og fældning på sårbar jord undgås, at fældningen udføres i overensstemmelse med maksimumtærskler for store renafdrifter som defineret i det land, hvor skoven er beliggende, jf. stk. 5, for danske skove, og med lokalt og økologisk passende tærskler for udtagningen af dødt ved, jf. stk. 6, for danske skove, og at fældningen udføres i overensstemmelse med krav om anvendelse af hugstsystemer, der minimerer alle skadelige virkninger på jordbundskvaliteten, herunder jordkompaktering, og på biodiversitetselementer og levesteder, 5) at fældningen opretholder eller forbedrer skovens produktionskapacitet på lang sigt, 6) at skove, hvor biomassen høstes, ikke stammer fra arealer, som har den status, der er omhandlet i henholdsvis § 5, nr. 1 og 2 og 5-7, § 6, nr. 1, og § 7, på de samme betingelser for fastlæggelse af status for arealer som fastsat i disse stykker, 7) at producenter af flydende biobrændsler eller faste eller gasformige biomassebrændsler af biomasse fra skov afgiver en revisionserklæring understøttet af interne processer på virksomhedsniveau med henblik på den kontrol, der gennemføres i henhold til § 32 om, at biomasse fra skov og rester fra træindustri ikke stammer fra de arealer, der er omhandlet i nr. 6.
Stk. 2. Hvis den dokumentation, der fremgår af stk. 1, ikke er tilgængelig for et eller flere af de under stk. 1, nr. 1-5 anførte kriterier, skal der i stedet være indført systemer til styring på kildeområdeniveau, som sikrer, at de pågældende kriterier overholdes.
Stk. 3. Hvis betingelserne i stk. 1, nr. 6 og 7, ikke er opfyldte, så gælder § 5, nr. 1 og 2 og 5-7, § 6, nr. 1, og § 7 for flydende biobrændsler produceret af biomasse fra skov og for faste og gasformige biomassebrændsler produceret af biomasse fra skov eller af restprodukter fra træindustri. Hvis den dokumentation, der fremgår af 1. pkt., ikke er tilgængelig for et eller flere af de under 1. pkt. anførte kriterier, skal der i stedet være indført systemer til styring på kildeområdeniveau, som sikrer, at de pågældende kriterier overholdes.
Stk. 4. Virksomheden skal kunne dokumentere, at de relevante potentielle skadelige virkninger, der er forbundet med fældning af biomasse til energiproduktion, jf. stk. 1, nr. 4, herunder på biodiversitetselementer og levesteder, er blevet identificeret på forhånd af en sagkyndig, og at der er gennemført passende afbødende foranstaltninger.
Stk. 5. For biomasse fra danske skove skal der i forbindelse med fældning, jf. stk. 1. nr. 4, sikres overensstemmelse med maksimumtærskler for store renafdrifter ved, at renafdrifter placeres og begrænses i størrelse, så skadelige virkninger på biodiversitetselementer og levesteder, som er knyttet til lang kontinuitet i skovdække eller stabil hydrologi, forebygges, herunder skadelige virkninger ind i bevoksninger omkring fældningsområdet, og så skadelige virkninger på jordbundens kvaliteter knyttet til vand, næring og struktur minimeres, jf. dog stk. 7.
Stk. 6. For biomasse fra danske skove skal der i forbindelse med fældning, jf. stk. 1. nr. 4, sikres overensstemmelse med lokale, økologisk passende tærskler for udtagningen af dødt ved på en sådan måde, at dødt ved aktivt efterlades i forbindelse med udtag af biomasse i en mængde og kvalitet, der medvirker til at bevare og forbedre skovens funktion som levested for truede arter, herunder med fokus på træer af hjemmehørende træarter i store dimensioner eller høj alder, træer med hulheder, stående træer uden krone, levende træer med store døde grene og placering i nærheden af områder med mere dødt ved f.eks. skovbryn, og sådan at eksisterende træruiner og liggende træer under naturlig nedbrydning bevares og beskyttes, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Kravene i stk. 5 og 6 kan fraviges, hvis der foreligger en skriftlig erklæring fra en sagkyndig om, at fravigelse sker af hensyn til naturgenopretning eller i forbindelse med forebyggelse af eller indsats efter brand, stormfald, skadedyrsangreb og lignende.