BEK 413/2025 ст. 22
Ikrafttræden m.v.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner ophæves.
Stk. 3. En positiv lektorbedømmelse efter den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse kvalificerer til lektoransættelse svarende til positiv lektorbedømmelse efter denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Adjunkter, der er ansat før 1. august 2013 på en professionshøjskole, kan fortsat blive bedømt efter bekendtgørelse nr. 635 af 27. juni 2003 om lektorbedømmelse ved Centre for Videregående Uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser. En sådan positiv lektorbedømmelse kvalificerer til lektoransættelse svarende til positiv lektorbedømmelse efter denne bekendtgørelse.
Stk. 5. Adjunkter, der er ansat før 1. september 2015 på en maritim uddannelsesinstitution omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1, kan fortsat blive bedømt efter reglerne om lektorbedømmelse af maskinmestre og akademikere på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler, jf. bilag 1 og 2 til Søfartsstyrelsens notat af 17. december 2001 om stillingsstruktur for maskinmestre og akademikere på maritime uddannelsescentre og maskinmesterskoler samt reglerne for lektorbedømmelse på navigationsskoler, jf. bilag A og B til Søfartsstyrelsens notat om stillingsstruktur på navigationsskoler af 6. august 1999. En sådan positiv lektorbedømmelse kvalificerer til lektoransættelse svarende til positiv lektorbedømmelse efter denne bekendtgørelse.
Stk. 6. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan beslutte, at positivt lektorbedømte efter andre regler end de i stk. 4-5 nævnte er kvalificerede til lektoransættelse, svarende til positiv lektorbedømmelse efter denne bekendtgørelse.