BEK 1498/2024 · Bekendtgørelse om auktionslederes beskikkelse, sikkerhedsstillelse og vederlag
BEK 1498/2024 ст. 7
Auktionslederes vederlag og godtgørelse
Auktionsrekvirenten betaler vederlag for auktionslederens arbejde i forbindelse med afholdelse af auktion på 2,5 pct. af budsummen med tillæg af de omkostninger, som auktionskøberen skal betale i henhold til auktionsvilkårene, og de forpligtelser, som auktionskøberen skal overtage uden for budsummen, jf. dog stk. 2. Periodiske ydelser medregnes med ydelsernes samlede værdi for den aftalte løbetid, dog højst 10 år efter auktionen.
Stk. 2. På hverdage fra kl. 08.00 til kl. 17.00 kan auktionslederens samlede vederlag højst udgøre 1.000 kr. for hver påbegyndte time, som auktionen varer. Vederlaget udgør dog altid mindst 2.000 kr. For en aflyst auktion udgør vederlaget 1.000 kr. Uden for det i 1. pkt. nævnte tidsrum forhøjes vederlaget med 100 pct.
Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 10 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.
Stk. 4. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted efter stk. 3.