BEK 1346/2024 · Bekendtgørelse om grøntsagsfrø
BEK 1346/2024 ст. 21
Certificering
Et parti fra et areal, der ved avlskontrollen har vist at overholde normerne i bilag 3, skal anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering.
Stk. 2. Et parti, der er avlet i en anden medlemsstat af den Europæiske Union, skal anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering i Danmark, hvis det stammer direkte fra 1) basisfrø eller certificeret frø 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union, eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktionen af frø i en medlemsstat, eller 2) en krydsning af basisfrø, der er certificeret i en medlemsstat, (hybridsorter).
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for et parti, der er avlet i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, hvis 1) betingelserne i § 38, stk. 3-5, er overholdt, 2) den pågældende stats produktion af frø er godkendt som ligestillet med produktion af frø i en medlemsstat, 3) avlsstaten har konstateret officielt, at partiet overholder avlsnormerne i OECD-reglerne, og 4) partiet er mærket som ikke endeligt certificeret frø efter OECD-reglerne.
Stk. 4. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til Plantenyhedsnævnet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. §§ 24-26, hvilke avlspartier eller certificerede partier, der indgår i det anmeldte parti, og med hvilke mængder.
Stk. 5. Avl, der anmeldes til certificering efter stk. 2, skal være mærket efter bestemmelserne i bilag 5, del V, afsnit A, og være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 5, del V, afsnit B.