BEK 1321/2024 · Bekendtgørelse om muslinger m.m.
BEK 1321/2024 ст. 6
Overvågning af giftige alger og algegifte
Fødevarestyrelsen kan forbyde høst ved at lukke bestemte produktionsområder og opdrætsanlæg, hvis forekomsten af giftige alger i det algeovervågningsområde, hvorunder produktionsområdet eller opdrætsanlægget hører, eller forekomsten af algegifte i muslinger m.m. vurderes at påvirke produkternes egnethed til konsum, jf. dog § 7.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen lukker berørte produktionsområder og opdrætsanlæg, hvis en analyse af muslinger m.m. viser indhold af algegifte i muslinger m.m. over grænseværdierne i sundhedsnormerne i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, uanset hvilken analysemetode der er anvendt ved undersøgelsen, og påbyder tilbagetrækning af berørte partier.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan genåbne for høst i produktionsområder og opdrætsanlæg, der har været lukket på grund af forekomst af giftige alger efter stk. 1, når to på hinanden følgende analyseresultater af prøver af vand udtaget med mindst 48 timers mellemrum viser indhold af giftige alger i niveauer, der indikerer, at indholdet af giftige alger er acceptabelt. Udtagning, indsendelse og undersøgelse af vandprøver samt indberetning af resultater skal foretages efter bestemmelserne i § 4, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan genåbne for høst i produktionsområder og opdrætsanlæg, der har været lukket efter stk. 2, på grund af indhold af algegifte i muslinger m.m., når to på hinanden følgende analyseresultater af prøver af muslinger m.m. i to på hinanden følgende uger efter lukning viser indhold af algegifte under sundhedsnormerne i hygiejneforordningen for animalske fødevarer. Udtagning, indsendelse og undersøgelse af prøver af muslinger m.m. samt indberetning af resultater skal foretages efter bestemmelserne i § 4, stk. 1, nr. 1.
Stk. 5. Fødevarestyrelsen fastsætter antallet af stikprøver, der skal udtages af partier af muslinger m.m., som indeholder algegifte under sundhedsnormerne, med henblik på at sikre, at partierne overholder sundhedsnormerne fastsat i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.