Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1274/2024 · Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie

BEK 1274/2024 ст. 8

Lagringspligt indtræden og ophør af lagringspligt

ДействуетОфициальный текст

En virksomheds lagringspligt ophører ved udgangen af det kalenderår, hvor virksomheden er ophørt med at foretage import, produktion eller lejeraffinering efter § 6, stk. 1, medmindre virksomheden efter stk. 5 har tilladelse til at fortsætte som en lagringspligtig virksomhed. Ophør af lagringspligt fritager ikke virksomheden for at opfylde sin lagringspligt for den resterende periode, som er nævnt i stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Ved ophør efter stk. 1 gælder følgende om virksomhedens lagringspligt: 1) Virksomheden har ved transaktioner med lagringspligtige virksomheder status som ikke-lagringspligtig virksomhed, jf. § 12, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 2, nr. 1 og 2. Alle salg af lagringspligtige olieprodukter til virksomheden skal derfor registreres som »salg til andre«. 2) Virksomheden skal fortsat opfylde sin lagringspligt, hvis lagringspligten efter §§ 11-13 overstiger nul.

Stk. 3. Energistyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til, at en virksomheds lagringspligt ophører tidligere end anført i stk. 2, hvis særlige forhold taler herfor.

Stk. 4. En lagringspligtig virksomhed skal underrette Energistyrelsen senest den 31. december, hvis virksomheden i dette kalenderår ikke har foretaget import, produktion eller lejeraffinering efter § 6, stk. 1.

Stk. 5. Energistyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til, at en virksomhed, der har haft lagringspligt efter § 6, men som i en periode ikke opfylder betingelserne efter § 6, fortsætter som en lagringspligtig virksomhed. Tilladelse kan gives for en periode på op til 5 år ad gangen. Ansøgning herom skal fremsendes samtidig med underretning efter stk. 4.