BEK 1226/2024 ст. 2
Område og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Besætning: Ethvert hold af grise, som har samme operatør. 2) Besætningsansvarlig: Den person, der i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR) er registreret som ejer/bruger af besætningen. 3) Ejendom: En bestemt geografisk beliggenhed, der er identificeret ved et unikt nummer i CHR (CHR-nummer). 4) Kritisk resistent salmonella: Salmonellabakterier, der er resistente over for antibiotikatyper, som er kritisk vigtige for behandling af mennesker, jf. bekendtgørelse om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og grise. 5) Nyudbrud: Første gang der konstateres salmonellose i en besætning, eller når der, efter at salmonellose er konstateret og efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i besætningen, der gør det overvejende sandsynligt, at der er salmonellose i besætningen. 6) Officielt udpeget laboratorium: Et laboratorium, der er udpeget af Fødevarestyrelsen som et officielt laboratorium i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017. 7) Salmonellose: Sygdom, hvor sygdomsbillede suppleret af laboratoriefund gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks. 8) Skærpet salmonellaindsats: Indsats slagteriet udfører, når de overskrider grænsen for forekomst i det ferske kød i 4 ud af 6 på hinanden følgende måneder. Forekomsten beregnes som vægtet gennemsnit af de seneste 12 måneder. 9) Slagtning med særlige hygiejnekrav: Håndtering på slagteriet, hvor slagtekroppen underkastes en særlig slagtemæssig behandling, som reducerer risikoen for at overføre salmonella til slagtekroppen. 10) Valideret metode: En analysemetode valideret mod referencemetoden (EN/ISO 6579) i henhold til standarden ISO 16140 – Mikrobiologisk undersøgelse af fødevarer og foderstoffer – Protokol til validering af alternative metoder eller anden internationalt anerkendt protokol eller NMKL nr. 71. Valideringen skal foretages af et internationalt anerkendt valideringsorgan, og metoden skal som minimum findes ligeværdig med referencemetoden.