BEK 997/2024 · Bekendtgørelse om offentliggørelse af oplysninger om meddelte autorisationer
BEK 997/2024 ст. 2
Styrelsen for Patientsikkerheds offentlige autorisationsregister
Det offentlige autorisationsregister indeholder følgende oplysninger om personer registreret i medfør af § 1: 1) Navn. 2) Fødselsdato. 3) Autorisations-ID. 4) Faggruppe.
Stk. 2. Det offentlige autorisationsregister kan indeholde følgende supplerende oplysninger 1) dato for meddelelse af autorisation, 2) oplysninger om uddannelsesland for sundhedspersonens grunduddannelse, 3) oplysninger om specialeanerkendelser og registrerede specialer, herunder dato for anerkendelse/registrering, 4) oplysninger om tilladelse til selvstændigt virke, herunder dato for tilladelse, 5) oplysninger om tilknytning som virksomhedssansvarlig læge eller tandlæge til en virksomhed, samt identifikation af og kontaktoplysninger på virksomheden, herunder dato for registrering, 6) oplysninger om tilladelse til udøvelse af kosmetisk behandling, samt identifikation af og kontaktoplysninger på virksomheden, herunder dato for tilladelse, og 7) oplysninger om bortfald af retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed, jf. § 13 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, herunder eventuel dispensation.
Stk. 3. Det offentlige autorisationsregister skal indeholde oplysninger om autorisationsændringer og tilsynsforanstaltninger efter afgørelse, beslutninger, dom eller kendelse, herunder 1) oplysninger om ugyldig autorisation, herunder fratagelse af autorisation, rettighedsfrakendelse og frivillig fraskrivelse af autorisation, 2) oplysninger om skærpet tilsyn, 3) oplysninger om fagligt påbud, herunder påbuddets indhold, 4) oplysninger om indskrænkning i virksomhedsområde og dens indhold, herunder frivillig indskrænkning, 5) oplysninger om indskrænkning i ordinationsretten, herunder indskrænkningens indhold, 6) oplysninger om suspension af autorisation, og 7) oplysninger om arbejdsforbud.
Stk. 4. Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer om en rettighedsfrakendelse eller udelukkelse ved dom eller kendelse efter sit indhold skal offentliggøres som ugyldig autorisation eller en indskrænkning i virksomhedsområdet.
Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 3 og 4, kan dog ikke ske, såfremt det vil stride mod retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, § 30 og § 31.