Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 931/2024 · Bekendtgørelse om jordbrugsvirksomheders anvendelse af gødning

BEK 931/2024 ст. 22

Administrative bestemmelser

ДействуетОфициальный текст

Jordbrugsvirksomheder skal efter de takster, der er fastsat i stk. 4 og 5, bidrage til dækning af de kommunale omkostninger i forbindelse med tilsyn med overholdelse af reglerne i kapitel 2, jf. dog stk. 2 og 3. Ved tilsyn forstås i denne bestemmelse enhver form for udøvelse af tilsynsvirksomhed, herunder de aktiviteter, der indgår i kommunalbestyrelsens planlægning, forberedelse og gennemførelse af et konkret tilsynsbesøg, administrativ kontrol af eksempelvis registreringer og måledata, opfølgning i form af afrapportering og håndhævelse med henblik på at sikre, at jordbrugsvirksomheder overholder reglerne i kapitel 2.

Stk. 2. Stk. 1 gælder kun for tilsyn efter § 13, hvis kommunalbestyrelsen foretager håndhævelser, eller hvis kommunalbestyrelsen konstaterer forhold, der giver anledning til en fortsat tilsynsindsats.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for tilsyn, som alene udføres på baggrund af oplysninger fra naboer eller andre tredjeparter.

Stk. 4. Taksten for tid anvendt af kommunens medarbejdere er 451,36 kr. pr. time i 2023. Der skal ikke betales moms af brugerbetalinger. Tidsforbruget opgøres pr. dag til nærmeste halve time. Taksten reguleres årligt på grundlag af de senest offentliggjorte PL-reguleringssatser, der offentliggøres af Finansministeriet i den årlige aftale om kommunernes økonomi. Landbrugsstyrelsen beregner hvert år den nye takst og offentliggør denne på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Ved opkrævningen anvendes den PL-regulerede takst, der er gældende for det tidspunkt, hvor tidsforbruget har fundet sted.

Stk. 5. For fremmede tjenesteydelser til brug for de i stk. 1 nævnte opgaver betales 57,79 pct. af regningsbeløbet ekskl. moms.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen opkræver hvert år i november måned brugerbetaling fra de jordbrugsvirksomheder, hvor myndigheden har udført brugerbetalingspligtige opgaver i perioden fra 1. november i det foregående år til 1. november i det indeværende år.

Stk. 7. Opkrævninger efter stk. 6 skal indeholde en opgørelse af kommunalbestyrelsens samlede tidsforbrug i forbindelse med tilsyn med virksomheden i perioden, jf. stk. 4. Opgørelsen skal være opdelt i tidsforbrug i forbindelse med aktiviteter på jordbrugsvirksomheden og tidsforbrug i forbindelse med aktiviteter uden for jordbrugsvirksomheden. For så vidt angår omkostninger til fremmede tjenesteydelser, jf. stk. 5, skal opgørelsen indeholde oplysninger om det samlede beløb for disse tjenesteydelser, som skal være opdelt i omkostninger i forbindelse med aktiviteter på jordbrugsvirksomheden og omkostninger i forbindelse med aktiviteter uden for jordbrugsvirksomheden.

Stk. 8. Betales opkrævet brugerbetaling ikke rettidigt, skal der betales rente herfor efter reglerne i § 72, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

Stk. 9. Kommunalbestyrelsen fastsætter forfaldsdatoen for brugerbetalingen.