BEK 845/2024 · Bekendtgørelse om geologisk lagring af CO2 m.v.
BEK 845/2024 ст. 13
Tilsyn
Klima-, energi- og forsyningsministeren gennemfører rutineinspektioner mindst en gang om året indtil tre år efter lukningen af en CO 2 -lagringslokalitet og hvert femte år, indtil ansvaret er overdraget til klima-, energi- og forsyningsministeren. Ved disse inspektioner undersøges alle relevante injektions- og overvågningsanlæg såvel som hele spektret af relevante virkninger fra lagringskomplekset på miljøet og på menneskers sundhed.
Stk. 2. Inspektionerne efter stk. 1 kan omfatte aktiviteter såsom besøg i anlæg på jordoverfladen, herunder injektionsanlæg, vurdering af operatørens overvågningsoperationer og kontrol af alle relevante optegnelser, som operatøren har ført.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren gennemfører ikke-rutinemæssige inspektioner, hvis klima-, energi- og forsyningsministeren får kendskab til, eller skønner at der er nærliggende risiko for, at undergrundsloven eller regler og vilkår udstedt i medfør heraf, ikke overholdes.
Stk. 4. Efter hver inspektion udarbejder klima-, energi- og forsyningsministeren en rapport om inspektionsresultaterne. I rapporten vurderes det, hvorvidt undergrundslovens og de i medfør af denne udstedte bekendtgørelsers bestemmelser er overholdt, herunder vilkår i lagringstilladelsen, og det anføres, om yderligere foranstaltninger er påkrævet. Rapporten meddeles rettighedshaveren og gøres tilgængelig for offentligheden senest 2 måneder efter inspektionen.
Stk. 5. Ikke-rutinemæssige inspektioner gennemføres 1) hvis den kompetente myndighed har fået meddelelse om eller kendskab til udsivning eller væsentlige uregelmæssigheder, jf. undergrundsloven § 23 j, 2) hvis rapporterne i henhold til tilladelsen viser, at tilladelsesbetingelserne ikke er overholdt til fulde, 3) i anledning af alvorlige klager, der vedrører miljøet eller menneskers sundhed eller 4) i andre situationer, hvor den kompetente myndighed anser det for hensigtsmæssigt.