BEK 514/2024 · Bekendtgørelse om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram
BEK 514/2024 ст. 25
Fælles bestemmelser om tilskudsberettigede omkostninger m.v.
Tilskudsberettigede omkostninger kan omfatte 1) de faktiske afholdte lønomkostninger i aktivitetsperioden til personer, der deltager i projektaktiviteten, 2) udgifter til ekstern rådgivning, hvis rådgivningsopgaverne fremgår af en aftale indgået mellem den ansvarlige for aktivitetens gennemførelse og rådgiveren, 3) udgifter til materialer, herunder til leje og leasing, 4) udgifter til nødvendigt udstyr, herunder til leje og leasing, der anvendes i projektperioden, jf. § 34, 5) udgifter til markedsundersøgelser, 6) mødeudgifter, 7) transportudgifter, der opgøres efter cirkulære om Tjenesterejseaftalen og Personale Administrativ Vejledning, 8) overhead, jf. § 26, 9) aflønning af virksomhedsejere, der ikke er ansat i virksomheden med en maksimal timesats på 350 kr./time, og 10) andre udgifter, der er nødvendige for at gennemføre aktiviteten.
Stk. 2. Tilskudsberettigede omkostninger vedrørende demonstrationsaktiviteter kan udover de i stk. 1 nævnte omkostninger omfatte 1) udgifter til aktiviteter, der er nødvendige for at gennemføre den pågældende demonstration, og som ikke medfører en værditilvækst til genstanden for demonstrationen, og 2) udgifter til information og offentliggørelse, herunder fremstilling af informationsmateriale og tilrettelæggelse af åbent hus-arrangementer og fremvisning.
Stk. 3. Tilskudsberettigede omkostninger i forbindelse med udviklingsaktiviteter kan omfatte udgifter i forbindelse med kommercielt anvendelige prototyper, hvis prototypen nødvendigvis er det endelige resultat af aktiviteten, og hvis den er for kostbar at fremstille til kun at bruges til test og afprøvning.
Stk. 4. Tilskudsberettigede omkostninger i forbindelse med opbygning af innovationskompetence kan omfatte de i stk. 1 nævnte omkostninger bortset fra de under nr. 1 og nr. 5 nævnte.
Stk. 5. Tilskud kan ikke ydes til følgende omkostninger: 1) Moms, medmindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver. 2) Reklamekampagner. 3) Anlægsinvesteringer, bortset fra bygnings- og inventarinvesteringer, der er nødvendige forudsætninger for at gennemføre demonstrations- og udviklingsfaser. 4) Afskrivninger, generelle drifts- og serviceudgifter m.v., bortset fra den andel, der er en nødvendig forudsætning for at gennemføre forsøgs- og udviklingsfaser. 5) Dækning af tabt produktion for ansøger på arealer eller i lokaler, hvor udviklings-, demonstrations- eller forskningsarbejdet gennemføres. 6) Udgifter, som tilsagnshaver har afholdt før indgivelse af ansøgning til GUDP-bestyrelsen. 7) Finansieringsomkostninger af enhver art. 8) Udgifter til patentering, som afholdes af andre virksomheder end små og mellemstore virksomheder. 9) Udgifter, som knytter sig til rutinemæssige eller regelmæssige ændringer af produkter, produktionslinjer og lignende eksisterende og igangværende aktioner.
Stk. 6. Salgsværdien af produkter, produktionsmetoder og tjenesteydelser, herunder prototyper, der er udviklet som led i aktivitetens gennemførelse, fratrækkes ved opgørelsen af de tilskudsberettigede omkostninger.