BEK 130/2024 · Bekendtgørelse om udbud af public service-lydunivers med indhold til børn og unge
BEK 130/2024 ст. 47
Public service-redegørelse og kendskabsmåling
Tilladelseshaveren skal hvert år senest den 1. maj redegøre for og dokumentere det foregående års public service-programvirksomhed og opfyldelsen af de i tilladelsen stillede krav, jf. § 41, samt for hvilke ressourcer, der er anvendt til opfyldelse af forpligtelserne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Redegørelsen skal udarbejdes første gang senest den 1. maj 2026 og skal første gang omfatte perioden fra public service-programvirksomhedens start, jf. § 40, til den 31. december 2025.
Stk. 3. Redegørelsen skal indeholde en kvantitativ opgørelse og en kvalitativ beskrivelse af programudbuddet, herunder redegørelse for og dokumentation af opfyldelse af såvel tilladelsens minimumskrav jf. §§ 3-14, som de krav, der følger af tilladelseshavers bindende planer om public service-programvirksomhed og distribution og tilrådighedsstillelse m.v., jf. §§ 30-31.
Stk. 4. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om og dokumentation for fordelingen af lydprogrammer på programkategorier i lyduniverset, og hvordan disse er blevet anvendt af lytterne.
Stk. 5. Med henblik på tilladelseshaverens dokumentation af public service-programvirksomheden skal tilladelseshaver tilmelde sig og anvende officielle, brancheanerkendte målinger af brugen af on demand lydprogrammer m.v.
Stk. 6. Tilladelseshaver skal forud for redegørelsen indhente Radio- og tv-nævnets forhåndsgodkendelse af valg af officielle, brancheanerkendte målinger af brugen af on demand lydprogrammer. Radio- og tv-nævnets forhåndsgodkendelse baserer sig på en vurdering af målingernes validitet, generaliserbarhed m.v.
Stk. 7. Radio- og tv-nævnet kan på baggrund af redegørelsen bl.a. stille krav om, at tilladelseshaveren tilpasser sin public service-programvirksomhed med henblik på at sikre overholdelse af tilladelsens minimumskrav, jf. §§ 3-14, og krav, som følger af tilladelseshavers bindende planer om public service-programvirksomhed og distribution og tilrådighedsstillelse m.v., jf. §§ 30-31.
Stk. 8. Tilladelseshaveren skal opbevare de af tilladelseshaver tilrådighedsstillede lydprogrammer, indtil Radio- og tv-nævnet har godkendt public service-regnskab og regnskab, jf. § 60. I forbindelse med behandlingen af en sag vedrørende public service-programvirksomheden kan tilladelseshaver pålægges at aflevere tilrådighedsstillede lydprogrammer. Hvis behandlingen af en sag gør det nødvendigt, kan tilladelseshaver pålægges at opbevare tilrådighedsstillede lydprogrammer, efter Radio- og tv-nævnet har godkendt public service-regnskab og regnskab.