BEK 648/2023 · Bekendtgørelse om teknisk certificering og servicering af vindmøller m.v.
BEK 648/2023 ст. 25
Krav til virksomheder , der servicerer, vedligeholder, reparerer eller udfører forbedringer og lign. på vindmøller
Virksomheder , der servicerer vindmøller med et rotorareal på over 40 m 2 , skal være certificerede virksomheder i henhold til § 28 eller godkendt af Energistyrelsen i henhold til § 26. Virksomhederne må kun udføre service af de vindmølletyper, der er omfattet af virksomhedens certificering eller godkendelse.
Stk. 2. Virksomheder, der udfører øvrig vedligeholdelse, reparationer eller forbedringer og lign. på vindmøller med et rotorareal på over 40 m 2 skal, jf. dog stk. 3 1) være certificeret eller godkendt til at udføre service på den pågældende vindmølletype eller 2) være certificeret til som minimum at standse, sikre, starte og funktions- og sikkerhedsafprøve den pågældende vindmølletype eller 3) være godkendt af Energistyrelsen til som minimum at standse, sikre, starte og funktions- og sikkerhedsafprøve stall-regulerede vindmøller med en nominel effekt til og med 600 kW.
Stk. 3. Andre virksomheder kan udføre øvrig vedligeholdelse, reparationer eller forbedringer og lign., hvis en virksomhed, der opfylder betingelser i stk. 2, nr. 1 eller nr. 2, udfører standsning, sikring, start og funktions- og sikkerhedsafprøvning af den pågældende vindmølle i forbindelse med arbejdet.
Stk. 4. Det skal fremgå af certifikatet for en virksomhed, der er certificeret til at udføre service eller certificeret til at standse, sikre, starte samt funktions- og sikkerhedsafprøve, at denne bekendtgørelse er omfattet af virksomhedens certificering.
Stk. 5. Alle virksomheder, der er godkendt eller certificeret til at udføre service samt virksomheder, der er certificeret til at standse, sikre, starte samt funktions- og sikkerhedsafprøve efter denne bekendtgørelse, skal være registreret hos Energistyrelsen.
Stk. 6. Energistyrelsen offentliggør en liste på Energistyrelsens hjemmeside over virksomheder, der har en gyldig godkendelse eller et gyldigt certifikat til at udføre service eller til at standse, sikre, starte samt funktions- og sikkerhedsafprøve. Det skal af listen fremgå, hvilke vindmølletyper virksomhedens godkendelse eller certificering omfatter.
Stk. 7. Hvis Energistyrelsen ikke har modtaget kopi af fornyelse af en certificering, eller en ansøgning om fornyelse af godkendelse, jf. § 26, stk. 3, inden certificeringen eller den udstedte godkendelse er udløbet, fjerner Energistyrelsen virksomheden fra Energistyrelsens liste efter stk. 5, og virksomheden kan ikke indberette service, indtil et fornyet certifikat er modtaget, eller en fornyet godkendelse er givet.