BEK 472/2023 ст. 4
Betingelser for tilskud
Tilskud efter § 1 kan alene ydes til institutioner som i 2022 har haft energiudgifter svarende til minimum 1 pct. af institutionens samlede omsætning.
Stk. 2. De energiforbedrende tiltag, der søges om tilskud til, skal være gennemført senest et år efter, at institutionen har modtaget tilsagn om tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Der kan søges om tilskud til en afgrænset del af et større energiforbedrende tiltag, hvor det samlede tiltag ikke kan gennemføres senest et år efter, at der er modtaget tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen, under forudsætning af, at den afgrænsede del af tiltaget, der er søgt om tilskud til, skal kunne gennemføres senest et år efter, at institutionen har modtaget tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Stk. 4. Der kan kun søges om tilskud til energiforbedrende tiltag, som institutionen afregner for senest et år efter tilsagn.
Stk. 5. Der kan ikke søges om tilskud til energiforbedrende tiltag, som allerede er gennemført inden 10. februar 2023.
Stk. 6. Institutioner, der søger om tilskud til energiforbedrende tiltag af bygninger eller lokaler, hvor institutionen ikke selv er ejer, skal i henhold til en lejekontrakt være ansvarlig for drift eller vedligeholdelse af disse bygninger eller lokaler, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Institutioner, der har til huse i bygninger eller lokaler, de ikke ejer, kan uanset stk. 6 søge om tilskud til energiforbedrende tiltag, der ikke angår selve bygningen.