BEK 1505/2022 ст. 19
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af støtte sker på baggrund af de af tilsagnshaver indsendte oplysninger. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes på det udbetalingsskema, der findes på Fiskeristyrelsens hjemmeside, og vedlægges 1) dokumentation for den fysiske ophugning af fartøjet, 2) dokumentation for at ophugningen af fartøjet er foregået på et godkendt ophugningssted i EU, 3) dokumentation for at fartøjet er slettet i skibsregisteret og Fiskeristyrelsens register over fiskerfartøjer, 4) faktura og betalingsdokumentation fra den virksomhed, der har foretaget den fysiske ophugning, 5) en slutrapport, der skal udfærdiges på et særligt skema, der findes på Fiskeristyrelsens hjemmeside, 6) en underskrevet tro- og love-erklæring om, at ansøger er antagelig i medfør af artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning nr. 2014/508/EU, og 7) en underskrevet tro- og love-erklæring om, at ansøger ikke har begået svig i forbindelse med EFF eller EHFF, som omhandlet i artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning nr. 2014/508/EU.
Stk. 2. Fiskeristyrelsen kan afvise at behandle en udbetalingsanmodning, hvis de påkrævede erklæringer, jf. stk. 1, nr. 6 og 7 ikke er givet eller hvis bilagene, jf. stk. 1, nr. 1-5 ikke indsendes i overskuelig form, herunder hvis der vedlægges bilag, som ikke er relevante for tilsagnet.
Stk. 3. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget senest den 31. december 2023.
Stk. 4. Alle udgifter skal være afholdt og betalt af tilsagnshaver. De skal være betalt senest på tidspunktet, hvor udbetalingsanmodningen indsendes, jf. stk. 3.
Stk. 5. Hvis der i anmodningen om udbetaling indgår faktura, som er udstedt af en leverandør, som ikke er uafhængig af tilsagnshaver, giver Fiskeristyrelsen højst tilskud til kostprisen. Tilsagnshaver skal dokumentere kostprisen. Hvis kostprisen ikke dokumenteres, og Fiskeristyrelsen ikke kan fastsætte kostprisen skønsmæssigt, vil fakturabeløbet blive nedsat med 25 pct., før tilskuddet beregnes.
Stk. 6. Såfremt skrotmaterialet ikke indgår i beregningen af prisen for den fysiske ophugning af fartøjet, oplyses værdien i forbindelse med udbetalingsanmodningen.