BEK 1427/2022 ст. 8
Betingelser og ansøgning
Der kan ydes lån til implementeringsomkostninger til energivirksomheder, der opfylder følgende betingelser: 1) Energivirksomheden er omfattet af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger. 2) Energivirksomheden er registreret i De Centrale Virksomhedsregister (CVR) med virksomhedsstatus aktiv eller normal på udbetalingstidspunktet. 3) Koncernen, som energivirksomheden er en del af, har ikke modtaget ulovlig statsstøtte, som endnu ikke er tilbagebetalt.
Stk. 2. Lån til implementeringsomkostninger kan ikke overstige, hvad der svarer til 15 pct. af energivirksomhedens gennemsnitlige samlede årsomsætning de seneste tre afsluttede regnskabsperioder, jf. dog stk. 3, og kan maksimalt udgøre 1 mio. kr. pr. energivirksomhed. Er energivirksomheden en del af en koncern, gælder 1. pkt. for koncernen som helhed.
Stk. 3. Har energivirksomheden ikke afsluttet tre regnskabsperioder, beregnes det maksimale beløb, der kan modtages lån for, på grundlag af energivirksomhedens gennemsnitlige omsætning i de år, som virksomheden har været registreret i CVR.
Stk. 4. I 2022 kan der ydes lån til implementeringsomkostninger for op til 165 mio. kr. samlet for alle energivirksomheder. I 2023 kan ydes lån til implementeringsomkostninger på minimum 50 mio. kr. samlet for alle energivirksomheder. Efter udløb af ansøgningsperioden, jf. § 9, behandler Erhvervsstyrelsen alle ansøgninger efter ansøgningsbetingelserne i denne bekendtgørelse, med henblik på udbetaling af lånepuljens samlede midler. Overstiger summen af låneansøgningsberettigede ansøgninger lånepuljens størrelse, vil lånene blive nedjusteret forholdsmæssigt med de ansøgte beløb, så den samlede udbetaling svarer til lånepuljens størrelse.