BEK 1382/2022 ст. 4
Tekniske forskrifter, der udstedes af Trafikstyrelsen efter § 3, kundgøres ikke i Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forskrifter, der fastsættes efter § 40 g, § 50, stk. 9, § 70, § 70 a, stk. 1-5, § 70 b, stk. 4 og 5, § 76, § 85, stk. 1-2 og 4, § 130, § 130 a og § 131 i lov om luftfart, udstedes som bekendtgørelser, der kundgøres i Lovtidende.
Stk. 3. Tekniske forskrifter, der er undtaget fra kundgørelse i Lovtidende, jf. stk. 1, udfærdiges som Bestemmelser for Civil Luftfart (BL), jf. dog stk. 4-8. Bestemmelser for Civil Luftfart (BL) kundgøres ved offentliggørelse på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk.
Stk. 4. Tekniske forskrifter i form af præciserende instrukser til lufttrafiktjenesteenheder udfærdiges som ATS-instrukser, der kundgøres ved offentliggørelse på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk.
Stk. 5. Tekniske forskrifter, der som følge af internationale forpligtelser fastsættes i AIP (»Aeronautical Information Publication«), kundgøres ved offentliggørelse i AIP.
Stk. 6. Tekniske forskrifter, som af hensyn til luftfartssikkerheden er klassificerede, kundgøres ved fysisk eller digital formidling direkte til de berørte parter.
Stk. 7. Tekniske forskrifter om midlertidige forbuds- og restriktionsområder, der udstedes i medfør af luftfartslovens § 3, stk. 1, kundgøres ved offentliggørelse af meddelelse på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk.
Stk. 8. Tekniske forskrifter om midlertidige forbuds- og restriktionsområder, der udstedes i medfør af luftfartslovens § 3, stk. 1, kan, når forholdene kræver det, kundgøres ved udsendelse af NOTAM.
Stk. 9. Organisationen for International Civil Luftfarts tekniske instruktioner for sikker lufttransport af farligt gods og senere ændringer til disse kundgøres ikke i Lovtidende. Disse instruktioner kundgøres ved offentliggørelse på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk.