BEK 1144/2022 · Bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2022/2023
BEK 1144/2022 ст. 22
Beregning af forbrug af kvælstof
Indholdet af kvælstof og fosfor i anden organisk gødning skal bestemmes ved analyse af repræsentative prøver efter retningslinjerne i § 18, stk. 3, jf. dog stk. 2. Analysen skal foretages mindst én gang inden for den planperiode, hvor gødningen skal anvendes. Den mængde af anden organisk gødning, som analysen gælder for, skal opgøres.
Stk. 2. Indholdet af kvælstof og fosfor i spildevandsslam og komposteret husholdningsaffald m.m. skal bestemmes i overensstemmelse med bekendtgørelse om tilsyn med spildevandsslam m.m. til jordbrugsformål.
Stk. 3. Ved beregning af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning skal følgende andele af det totale indhold af kvælstof i gødningen anvendes: 1) Spildevandsslam: 50 pct. 2) Komposteret husholdningsaffald: 20 pct. 3) Kartoffelfrugtsaft: 50 pct. 4) Grønsaft: 40 pct. 5) Have- og parkaffald: 0 pct. 6) Kød- og benmel, børstemel, blodmel og fiskemel/fiskeaffald: 80 pct. 7) Forædlede organiske gødninger: 90 pct. 8) Andre typer af anden organisk gødning, der ikke er omfattet af nr. 1-7: 40 pct.
Stk. 4. Hvis den faktiske andel i gødningen, der kan udnyttes af afgrøden, afviger fra andelene fastsat i stk. 3, nr. 6, 7 og 8, kan virksomheden i gødningsregnskabet angive den faktiske andel, der skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof. Virksomheden skal fra leverandøren kunne dokumentere carbon- og kvælstofindholdet for hver leverance af gødningen (C/N-forholdet), som beregnes ved følgende formel 87% - (5% x C/N) + (100% - (87% - (5% x C/N))) x 40%.
Stk. 5. Virksomheder, der modtager anden organisk gødning, skal som dokumentation have en dateret og underskrevet opgørelse fra leverandøren som dokumentation for: 1) Typen, mængden og det totale indhold af kvælstof og fosfor i gødningen. 2) Den andel af det totale indhold af kvælstof i gødningen, der skal anvendes til beregning af virksomhedens forbrug af kvælstof. 3) Dato for levering af gødningen.
Stk. 6. Dokumentationen, jf. stk. 4-5, skal opbevares på virksomheden i 5 år fra planperiodens udløb og skal kunne forevises på forlangende i forbindelse med kontrol.