Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 1037/2022 · Bekendtgørelse om kompetencekrav til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter

BEK 1037/2022 ст. 1

ДействуетОфициальный текст

Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, forvaltere af alternative investeringsfonde, der yder investeringsservice omfattet af bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og- aktiviteter og fondsmæglerselskaber her i landet, som yder følgende til detailkunder: 1) Investeringsrådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af investeringsprodukter, jf. dog stk. 4. 2) Rådgivning om puljer, jf. § 2, nr. 3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter. 3) Formidling af information om investeringsprodukter.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder også anvendelse på: 1) En filial af et kreditinstitut og et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når filialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet. 2) En filial af et kreditinstitut og et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når filialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede agenter, jf. § 10, nr. 12, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, der er etableret her i landet, samt investeringsrådgivere og finansielle rådgivere, jf. § 2, nr. 1 og 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse for administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem en filial.

Stk. 5. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på rådgivning om realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO’er), særligt dækkede obligationer (SDO’er) eller pantebreve, når dette sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom.