BEK 940/2022 · Bekendtgørelse om beskatning af søfolk
BEK 940/2022 ст. 12
Anmodning om refusion skal inden udløbet af den efterfølgende kalendermåned indgives til Skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen kan forlænge denne frist, hvis særlige forhold taler herfor. Skatteforvaltningen kan afslå at modtage anmodninger om udbetaling af refusion efter udløbet af de frister, der er nævnt i 1. og 2. pkt.
Stk. 2. Anmodningen skal være bilagt en opgørelse over grundlaget for refusion, jf. § 11, fordelt på lønmodtagere med angivelse af cpr-numre. Tilsvarende gælder for fartøjets ejer, når det er aktuelt. Anmodningen skal endvidere være bilagt en opgørelse over søtransportens omfang. Opgørelserne skal være underskrevet af den virksomhed, der indgiver anmodningen. Skatteforvaltningen kan bestemme, at yderligere dokumentation skal indgives, eller at anmodningen eller dokumentationen skal indgives på særlige blanketter.
Stk. 3. Det skal dokumenteres ved et særskilt regnskab, i hvilket omfang der udføres søtransport som nævnt i sømandsbeskatningslovens § 10 a. Regnskabet skal foreligge i form af optegnelser i fartøjets logbog eller på anden måde efter Skatteforvaltningens bestemmelse. Regnskabet opbevares i virksomheden og skal sammen med logbog eller udskrift deraf og andet relevant materiale på forlangende forevises for eller indsendes til Skatteforvaltningen. Logbog, regnskabsmateriale og bilag hertil skal opbevares i mindst 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår. 2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse for opgørelser over grundlaget for refusion.