BEK 940/2022 · Bekendtgørelse om beskatning af søfolk
BEK 940/2022 ст. 10
Valg af opgørelse på årsbasis er bindende for hele kalenderåret og skal træffes senest på tidspunktet for rettidig indgivelse af første anmodning om refusion i det pågældende kalenderår. §§ 11-15 finder tilsvarende anvendelse ved valg af opgørelse på årsbasis. Ved opgørelse på årsbasis skal refusionsopgørelse og opgørelse over søtransportens omfang for det samlede kalenderår indgives senest ved udløbet af januar måned det følgende år, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Ved valg af opgørelse på årsbasis kan Skatteforvaltningen mod bankgaranti eller anden behørig sikkerhed tillade, at der foretages udbetaling af månedlige refusionsbeløb a conto. Sikkerheden stilles på det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen giver tilladelse til udbetaling a conto. Sikkerheden skal til enhver tid dække det beløb, der er udbetalt i det pågældende kalenderår, og skal være gældende frem til udgangen af marts måned det følgende år.
Stk. 3. Anmodning om udbetaling à conto indgives til Skatteforvaltningen bilagt en opgørelse over det forventede refusionsbeløb for det pågældende kalenderår. Anmodningen skal være underskrevet af den virksomhed, der indgiver anmodningen, og af virksomhedens revisor. Skatteforvaltningen kan helt eller delvis afslå udbetaling à conto, hvis virksomhedens forhold tilsiger dette.
Stk. 4. Skatteforvaltningen kan mod tilsvarende forlængelse af sikkerhed stillet efter stk. 2 forlænge fristen efter stk. 1, 3. pkt., når særlige forhold taler herfor. Fristen kan ikke forlænges længere end til udgangen af marts måned.
Stk. 5. Sikkerhedsstillelsen frigives efter afslutningen af Skatteforvaltningens gennemgang og kontrol af opgørelser efter stk. 1. Kan Skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke foretage kontrol, inden sikkerhedsstillelsen udløber, kan Skatteforvaltningen kræve sikkerhedsstillelsen realiseret. Tilsvarende gælder, hvis fristerne som nævnt i stk. 1, 3. pkt., og stk. 4 ikke overholdes.