BEK 580/2022 · Bekendtgørelse om råd på det sociale område
BEK 580/2022 ст. 17
Børnerådet
Børnerådet er uafhængigt.
Stk. 2. Det påhviler Børnerådet: 1) At være fortaler for alle børn i Danmark bl.a. ved at sikre, at børns stemmer bliver repræsenteret i den offentlige debat og ved at arbejde for at sikre børns rettigheder. Børnerådet skal sætte aktuelle spørgsmål om børns rettigheder og udviklingsmuligheder til debat. 2) At indsamle og formidle viden om børns forhold og vilkår ved hjælp af praksis, forskning og ved at inddrage børns synspunkter, eksempelvis ved at anmode om besøg på institutioner, hvor børn opholder sig eller ved at anmode offentlige myndigheder om at beskrive deres politiske beslutninger og administrativ praksis på områder, der ligger inden for temaerne. 3) At vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, som kan have en indvirkning på børns rettigheder og udviklingsmuligheder set i lyset af bestemmelserne og intentionerne i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder samt andre internationale konventioner på området. Børnerådet skal have et internationalt udsyn. 4) At rådgive Folketing, regering og myndigheder i alle spørgsmål af generel karakter, der har betydning for børns vilkår i samfundet til sikring af børns rettigheder, behov og interesser for eksempel ved at afgive høringssvar i forbindelse med lovgivningsinitiativer. Regeringen kan efter behov rådføre sig med Børnerådet.
Stk. 3. Børnerådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de sagsområder, der er ligger inden for Børnerådets funktionsområde.
Stk. 4. Formanden bedriver fortalervirksomhed med faglige og strategiske input fra medlemmerne.