BEK 1940/2021 ст. 10
Dispensationsmuligheder fra emissionsgrænseværdier
Tilsynsmyndigheden kan meddele dispensation til fyringsanlæg omfattet af § 4, stk. 1, fra at overholde emissionsgrænseværdierne i bilag 1 i perioden fra 1. januar 2016 til 31. december 2023 på betingelse af, at 1) fyringsanlægget har ansøgt herom senest 1. januar 2014, 2) fyringsanlægget ikke drives i samlet mere end 17.500 driftstimer i perioden fra 1. januar 2016 og indtil den 31. december 2023, og 3) fyringsanlægget ikke tidligere har fået dispensation i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 808 af 25. september 2003 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg.
Stk. 2. Ansøgning om dispensation, jf. stk.1, skal indeholde en skriftlig erklæring om, at anlægget ikke er i drift mere end 17.500 driftstimer fra den 1. januar 2016 og indtil 31. december 2023.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden meddeler dispensation efter stk. 1 om, at de emissionsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogenoxider og støv, som er fastsat i fyringsanlæggets godkendelse, og som er gældende den 31. december 2015, kan videreføres i fyringsanlæggets resterende driftsperiode på betingelse af, at emissionsgrænseværdierne mindst lever op til de emissionsgrænseværdier, der fremgår af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 808 af 25. september 2003 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg, jf. del A eller B i hvert af bilagene 1-5 til den nævnte bekendtgørelse. Dog skal fyringsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt over 500 MW, der fyrer med fast brændsel, og som første gang er godkendt efter den 1. juli 1987, overholde de emissionsgrænseværdier for nitrogenoxider, der er fastsat i bilag 1 til denne bekendtgørelse fra den 1. januar 2016.