BEK 1596/2021 ст. 2
Formål, anvendelsesområde og definitioner
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på følgende: 1) Udstødningsemissioner fra: a) fremdriftsmotorer, der er monteret eller specielt beregnet til montering i eller på vandfartøjer, og b) fremdriftsmotorer, der er monteret i eller på vandfartøjer, og som undergår en større ændring. 2) Støjemissioner fra: a) fritidsfartøjer med indenbordsmotor eller hækmotor uden integreret udstødningssystem, b) personlige fartøjer, c) udenbordsmotorer og d) hækmotorer med integreret udstødningssystem.
Stk. 2. Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på følgende: 1) Fremdriftsmotorer, der er monteret eller specielt beregnet til montering i følgende produkter: a) Vandfartøjer, der udelukkende er konstrueret til konkurrencesejlads, og som er betegnet som sådanne af fabrikanten. b) Forsøgsfartøjer, forudsat at de ikke bringes i omsætning på EU-markedet. c) Vandfartøjer specielt beregnet til at skulle have en besætning og til erhvervsmæssig befordring af passagerer, jf. dog stk. 4, uanset antallet af passagerer. d) Undervandsfartøjer. e) Luftpudefartøjer. f) Hydrofoilfartøjer. g) Amfibiefartøjer dvs. fartøjer, der er hjuldrevne eller har larvefødder, og som kan bevæge sig både til vands og på fast grund. 2) Originale historiske motorer og individuelle reproduktioner af sådanne, som er baseret på en konstruktion fra før 1950, som ikke er seriefremstillet, og som er monteret i: a) originale historiske vandfartøjer og individuelle reproduktioner af sådanne, der er konstrueret før 1950, og som hovedsagelig er bygget med originale materialer og er betegnet som sådanne af fabrikanten, eller b) vandfartøjer bygget til eget brug, såfremt de ikke efterfølgende inden for en periode på fem år fra vandfartøjets ibrugtagning bringes i omsætning på EU-markedet. 3) Fremdriftsmotorer, der er bygget til eget brug, såfremt de ikke efterfølgende inden for en periode på fem år fra vandfartøjets ibrugtagning bringes i omsætning på EU-markedet.
Stk. 3. Med hensyn til støjemissioner finder bekendtgørelsen endvidere ikke anvendelse på vandfartøjer bygget til eget brug, såfremt de ikke efterfølgende inden for en periode på fem år fra vandfartøjets ibrugtagning bringes i omsætning på EU-markedet.
Stk. 4. Det forhold, at samme vandfartøj også kan anvendes til udlejning og til oplæring til sports- og fritidsformål, betyder ikke, at det udelukkes fra direktivets anvendelsesområde, hvis det bringes i omsætning på EU-markedet til rekreative formål.
Stk. 5. Denne bekendtgørelse forhindrer ikke, at der på messer, udstillinger, ved demonstrationer og lignende arrangementer præsenteres produkter, som omhandlet i stk. 1, men som ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, forudsat at det ved synlig skiltning klart er anført, at de pågældende produkter ikke er i overensstemmelse med direktiv 2013/53/EU og hverken kan gøres tilgængelige eller tages i brug på EU-markedet, før en sådan overensstemmelse foreligger.