BEK 1087/2021 ст. 9
Betingelser for at modtage kompensation
Freelancere mv. skal overholde kravene i stk. 2-8 i forbindelse med ansøgning om kompensation efter § 8.
Stk. 2. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde oplysninger om navn og CPR-nr.
Stk. 3. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde oplysninger om freelancerens mv. realiserede samlede indkomst, jf. § 4, stk. 3, i perioden beskrevet i § 4, stk. 4.
Stk. 4. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde oplysninger om freelancerens mv. forventede samlede indkomst fra de i § 1, stk. 3, nævnte aktiviteter i kompensationsperioden.
Stk. 5. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde oplysninger om freelancerens mv. realiserede samlede indkomst for referenceperioden, jf. dog nr. 1 og 2: 1) Hvis referenceperioden grundet særlige omstændigheder ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for freelancerens mv. forventede samlede indkomst som freelancer mv. for kompensationsperioden, skal freelanceren mv. begrunde, hvilke særlige omstændigheder, der er årsag hertil, samt hvorfor disse nødvendiggør en anden opgørelsesperiode. Freelanceren mv. skal samtidig oplyse den realiserede samlede indkomst som freelancer mv. for denne anden opgørelsesperiode. Den anden opgørelsesperiode skal være på 3 måneder. 2) For freelancere mv., der ikke har haft samlet indkomst i hele perioden omtalt i § 2, nr. 8, litra a-c, danner perioden omtalt i § 2, nr. 8, litra d eller e, fortsat grundlag for opgørelsen. Opgørelsen skal minimum dække en hel måned.
Stk. 6. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde kontaktoplysninger med navn, telefonnummer og e-mail på freelanceren mv.
Stk. 7. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde oplysninger om, hvorvidt freelanceren mv. modtager offentlige ydelser.
Stk. 8. Den digitale indberetningsløsning skal indeholde en angivelse af hvilke COVID-19-relaterede restriktioner freelanceren mv. er ramt, for hvilken periode freelanceren mv. er ramt, samt dokumentation herfor.
Stk. 9. Ansøger skal under strafansvar, jf. § 20, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter stk. 2-8 er korrekte, og at freelanceren mv. ikke selv er skyld i tabet. Erklæringen tilgås via den digitale løsning på Virksomhedsguiden.dk.