BEK 1077/2021 · Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud
BEK 1077/2021 ст. 10
Kriterier for støtteberettigelse
Tilsagn om tilskud for et areal er betinget af, 1) at der for arealet ikke ved tilsagnsperiodens begyndelse og med virkning inden for tilsagnsperioden foreligger forpligtelse til at opfylde betingelserne for økologisk jordbrugsproduktion eller forpligtelser, der i hovedsagen svarer hertil, som følge af tilsagn om tilskud i medfør af anden lovgivning end Landbrugsstyrelsens bekendtgørelser om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, som følge af aftale, der indebærer betaling for den nævnte regulering, som følge af servitut eller som følge af pligt, der er pålagt i medfør af anden lovgivning, 2) at der for arealet ikke ved tilsagnsperiodens begyndelse og med virkning inden for tilsagnsperioden foreligger forpligtelse til at undlade brug af kemiske plantebeskyttelsesmidler eller forpligtelser, der i hovedsagen svarer hertil, som følge af tilsagn om tilskud i medfør af anden lovgivning end Landbrugsstyrelsens bekendtgørelser om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug og bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v., som følge af aftale, der indebærer betaling for den nævnte regulering, som følge af servitut eller som følge af pligt, der er pålagt i medfør af anden lovgivning, 3) at der for arealet ikke ved tilsagnsperiodens begyndelse og med virkning inden for tilsagnsperioden foreligger regulering, der tillader tilførsel af gødning, men ikke brug af handelsgødning, eller regulering, der i hovedsagen svarer hertil, som følge af tilsagn om tilskud i medfør af anden lovgivning end Landbrugsstyrelsens bekendtgørelser om tilskud til omlægning til økologisk jordbrug, som følge af aftale, der indebærer betaling for den nævnte regulering, som følge af servitut eller som følge af pligt, der er pålagt i medfør af anden lovgivning end reglerne i bekendtgørelse om miljøregulering af dyrehold og om opbevaring og anvendelse af gødning, eller senere regler, der måtte afløse de nævnte regler, dog reglerne i bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., hvis disse regler var gældende ved tilsagnsperiodens begyndelse , 4) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud til miljøvenlig drift af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 893 af 22. september 2005 om tilskud til miljøvenlig drift af vådområder eller tilsagn om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i medfør af bekendtgørelse nr. 84 af 12. februar 2004 eller tidligere bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, 5) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, til miljøbetinget tilskud, til fastholdelse af vådområder, til fastholdelse af naturlige vandstandsforhold, til pleje af vådområder eller til opretholdelse af ændret afvanding i medfør af landdistriktsloven, 6) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, til fastholdelse af vådområder, til fastholdelse af naturlige vandstandsforhold, til fastholdelse af lavbundsområder eller til ændret afvanding i medfør af lov om Landdistriktsfonden, 7) at arealet ikke med virkning inden for tilsagnsperioden er omfattet af aftale eller servitut i medfør af Miljøministeriets bekendtgørelse om kriterier for tildeling af økonomiske midler til genopretning af vådområder eller Miljøministeriets bekendtgørelse om genopretning af vådområder, og 8) at arealet ikke inden for tilsagnsperioden er omfattet af en tilskudsordning til skovbrug.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud for et areal for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2018 eller senere, er betinget af følgende: 1) Arealet må ved tilsagnsperiodens begyndelse ikke indgå som projektareal i et projekt, for hvilket der er givet tilsagn om tilskud til projekt om etablering af minivådområde i medfør af lov om Landdistriktsfonden. 2) Arealet må den 1. november forud for tilsagnsperiodens begyndelse ikke være registreret som et § 3-areal på Danmarks Miljøportal. Hvis ansøgning om tilsagn om tilskud er indgivet i 2018, og arealet den 1. november 2017 er registreret som et § 3-areal på Danmarks Miljøportal, kan Landbrugsstyrelsen uanset 1. pkt. give tilsagn om tilskud for arealet, hvis ansøger i fællesskema har erklæret, at kommunen er anmodet om at ændre registreringen af § 3-arealer således, at arealet udgår af registreringen. Tilsagn om tilskud for arealet er betinget af, at arealet den 1. november 2018 ikke er registreret som et § 3-areal på Danmarks Miljøportal.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud for et areal for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2019 eller senere, er betinget af, at der på arealet inden for tilsagnsperioden ikke er landskabselementer i form af fortidsminder samt små søer og vandhuller omfattet af god landbrugs- og miljømæssig stand, jf. bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud for et areal for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2021 eller senere, er betinget af, at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud i medfør af bekendtgørelse nr. 80 af 28. januar 2015 om økologisk arealtilskud.