BEK 1076/2021 · Bekendtgørelse om tilskud til pleje af græs- og naturarealer
BEK 1076/2021 ст. 11
Kriterier for støtteberettigelse
Tilsagn om tilskud for et areal er betinget af, 1) at der for arealet ikke ved tilsagnsperiodens begyndelse og med virkning inden for tilsagnsperioden foreligger forpligtelse til udtagning af produktion i medfør af anden lovgivning end reglerne for grundbetalingsordningen, aftale eller servitut, 2) at der for arealet ikke ved tilsagnsperiodens begyndelse og med virkning inden for tilsagnsperioden foreligger forpligtelse til afgræsning, til slæt eller til afgræsning eller slæt som følge af tilsagn om tilskud i medfør af anden lovgivning, aftale, der indebærer betaling for den nævnte regulering, servitut eller pligt, der er pålagt i medfør af anden lovgivning, 3) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud i medfør af bekendtgørelse nr. 84 af 12. februar 2004 eller tidligere bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller bekendtgørelse nr. 893 af 22. september 2005 om tilskud til miljøvenlig drift af vådområder, 4) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, til pleje af vådområder eller til miljøbetinget tilskud i medfør af landdistriktsloven, og 5) at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om økologisk arealtilskud i medfør af lov om Landdistriktsfonden.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, kan tilsagn om tilskud omfatte arealer, for hvilke der foreligger forpligtelse, som omhandlet i stk. 1, nr. 2, når der alene er tale om forpligtelse som følge af, at arealerne indgår i et projekt i medfør af landdistriktsloven eller lov om Landdistriktsfonden, og hvor der ikke ydes tilskud for arealerne til afgræsning eller til slæt.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud for et areal for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2018 eller senere, er betinget af, at arealet ved tilsagnsperiodens begyndelse ikke indgår som projektareal i et projekt, for hvilket der er givet tilsagn om tilskud til projekt om etablering af minivådområde i medfør af lov om Landdistriktsfonden.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud for et areal for en tilsagnsperiode, der begynder den 1. september 2021 eller senere, er betinget af, at der for arealet ikke med virkning ved tilsagnsperiodens begyndelse foreligger tilsagn om tilskud i medfør af bekendtgørelse nr. 67 af 28. januar 2015 om tilskud til pleje af græs- og naturarealer.