BEK 570/2021 ст. 5
Fysiske salgssteder, der er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer
Fysiske salgssteder, hvor man er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer, er ikke omfattet af: 1) forbuddet mod synlig anbringelse og fremvisning efter § 2, stk. 1 og 2, og 2) reklameforbuddet efter § 3, stk. 1, i lov om forbud mod tobaksreklame m.v. rettet til køberen på salgsstedet, herunder på butiksfacader.
Stk. 2. Et fysisk salgssted efter stk. 1 anses for at være specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer, når stedet fører et bredt udvalg heraf. Herudover vil salgsstedet have mulighed for at sælge specialvarer i øvrigt, der ikke appellerer til børn og unge.
Stk. 3. Undtagelse fra forbuddet om synlig anbringelse og fremvisning efter stk. 1 gælder alene for piber, pibetobak og cigarer. Sælger salgsstedet andre tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter eller elektroniske cigaretter, er disse varer omfattet af forbuddet efter § 2, stk. 1 og 2, og regler om neutrale oplysninger om varer og priser efter § 3 i denne bekendtgørelse, eller § 3, stk. 1 og 2, og § 4 i bekendtgørelse om forbud mod reklame, synlig anbringelse og fremvisning m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.
Stk. 4. Sælger et salgssted omfattet af stk. 1 piber, pibetobak eller cigarer via digitale løsninger, såsom detailhandelshjemmesider, webshops, firmahjemmesider, firmahjemmesider på sociale medier og apps, er dette omfattet af § 4.
Stk. 5. Det er på et fysisk salgssted omfattet af stk. 1 ikke tilladt med tekst, illustrationer, billeder, farver, logoer, symboler eller andet at give køber indtryk af, at et eller flere produkter har en sundhedsgavnlig effekt, er mindre skadelige end andre produkter eller på anden vis har en gavnlig effekt eller fordel.
Stk. 6. Undtagelse fra forbuddet om synlig anbringelse og fremvisning efter stk. 1 giver ikke salgsstedet mulighed for synligt at anbringe og fremvise piber, pibetobak eller cigarer andre steder end på salgsstedet, at reklamere for de pågældende produkter eller uddele annonceblade og gratis produkter m.v.