Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 65/2021 · Bekendtgørelse om forbud mod reklame, synlig anbringelse og fremvisning m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin

BEK 65/2021 ст. 5

Salg online og via digitale løsninger

ДействуетОфициальный текст

Forbuddet mod synlig anbringelse og fremvisning af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere efter § 3, stk. 1-3, gælder også ved salg online og via digitale løsninger, såsom detailhandelshjemmesider, webshops, firmahjemmesider, firmasider på sociale medier og apps, som sælger til eller henvender sig til forbrugere.

Stk. 2. Salgssteder omfattet af stk. 1 kan give en køber neutrale oplysninger om, hvilke elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere, der sælges på salgsstedet, og varernes pris. Herudover kan der gives oplysninger, der fremgår af varernes emballage samt tekniske oplysninger, der gør kunden i stand til at vurdere, hvilke andre produkter varen er kompatibel med.

Stk. 3. Oplysninger efter stk. 2 må ikke give indtryk af, at elektroniske cigaretter eller væsker i genopfyldningsbeholdere har en sundhedsgavnlig effekt, er mindre skadelige end andre produkter, eller har andre gavnlige effekter eller fordele.

Stk. 4. Oplysningerne efter stk. 2 må ikke fremgå på salgsstedets forside, dog således at kategorierne ”Elektroniske cigaretter”, ”Genopfyldningsbeholdere”, ”Udstyr til elektroniske cigaretter” og ”Øvrige” må angives. Kategorierne kan underopdeles i produkter med og uden nikotin.

Stk. 5. Oplysninger omfattet af stk. 2, må ikke være angivet med eller ledsaget af illustrationer, billeder, farver, logoer, symboler eller anden tekst. Oplysningerne må ikke fremhæves eller være iøjnefaldende, og oplysningerne skal angives med samme skriftfarve, skrifttype og skriftstørrelse, som der generelt benyttes ved visning af produkter på hjemmesiden.

Stk. 6. Forbuddet i stk. 5 omfatter ikke symbolet for ”læg i kurv” eller andre forhold, der vedrører hjemmesidens funktion og sikrer webtilgængelighed.

Stk. 7. Salgssteder omfattet af stk. 1 må ikke have en mulighed, hvor kunder eller sidens besøgende kan anmelde, give en rating eller lignende til produkter omfattet af stk. 1, hvis anmeldelsen m.v. på nogen måde bliver synlig eller tilgængelig for den anmeldende selv eller andre, der ikke er ansat ved det salgssted, der sælger produkterne.

Stk. 8. Salgssteder omfattet af stk. 1 skal sikre, at kunden, inden produktvalget kan foretages, bliver mødt af en grafik udarbejdet af Sundhedsstyrelsen om aldersgrænsen for salg af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere, jf. § 15, stk. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v.