BEK 660/2020 ст. 3
Indgivelse af ansøgning om optagelse på valglisten
Ansøgning kan indgives ved personlig henvendelse, pr. post eller e-post.
Stk. 2. Ansøgning skal indgives på en formular (ansøgningsskema) til ansøgning efter § 96 a i lov om valg til Folketinget og til ansøgning efter § 3 a i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet henholdsvis på en formular (ansøgningsskema) til ansøgning efter § 3 b i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, der er godkendt af Social- og Indenrigsministeriet.
Stk. 3. Ansøgningsskema kan fås hos alle kommuner og på valg.sim.dk. Ansøgningsskema til ansøgning efter § 96 a i lov om valg til Folketinget og til ansøgning efter § 3 a i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet kan endvidere fås hos rigsombuddene på Færøerne og i Grønland. Ansøgningsskema til ansøgning efter § 3 b i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet kan endvidere fås hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i lande uden for riget, der ikke er medlem af Den Europæiske Union (tredjeland).
Stk. 4. Rigsombuddene på Færøerne og i Grønland bekendtgør så vidt muligt 2 måneder før afholdelse af en folkeafstemning, der ikke afholdes på Færøerne henholdsvis i Grønland, og 2 måneder før valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet på rigsombuddenes hjemmesider og i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at personer som nævnt i § 1, stk. 1, kan ansøge om at blive optaget på valglisten, jf. § 1, stk. 2 og 3.