BEK 280/2020 ст. 3
Anvendelse af midler m.v.
Fondene opkræver produktionsafgifter og anvender fondsmidler inden for rammerne af lovgivningen, herunder Det Europæiske Fællesskabs statsstøtteregler og EU's udbudsregler.
Stk. 2. Fondene må afholde udgifter til fondens administration, kontrol med midlernes korrekte anvendelse og til finansiering af organisationspolitiske opgaver. Administrationsudgifter kan afholdes inden for en ramme af 5 pct. af de samlede årligt opkrævede afgifter. Kontrol med midlernes korrekte anvendelse omfatter fondens udgifter til advokatbistand og revision samt til eventuel regnskabskontrol, effektvurdering af aktiviteter, jf. § 23, og uafhængig ekstern ekspertbedømmelse af konkrete aktiviteter.
Stk. 3. Tilskudsmodtagernes administrative udgifter, som udgør en integreret del af den tilskudsberettigede aktivitet, kan afholdes af fondsmidler.
Stk. 4. Fondene skal anbringe fondsmidler på en konto i et anerkendt pengeinstitut til bedst mulig forrentning under hensyntagen til den nødvendige likviditet og sikkerhed.
Stk. 5. Fondene og fondenes tilskudsmodtagere må ikke opsamle fondsmidler. Fondene kan dog budgettere med en sikkerhedsmargen af en størrelsesorden, som fondsbudgettet berettiger til. Uforbrugte fondsmidler hos fondens tilskudsmodtagere skal tilbageføres til fonden. Tilbageførsel skal ske senest på tidspunktet for tilskudsmodtagerens udarbejdelse og godkendelse af regnskabet, dog senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning for produktionsafgiftsfondene.