BEK 1634/2019 · Bekendtgørelse om indberetning af grænseoverskridende ordninger
BEK 1634/2019 ст. 24
Indberetning
For så vidt angår markedsegnede ordninger, skal mellemmanden, udover indberetningen efter § 23, periodisk, jf. stk. 2, indberette følgende oplysninger: 1) Identifikation af mellemmænd og relevante skatteydere, herunder navn, adresse, fødselsdato og fødested for fysiske personer, skattemæssigt hjemsted, skatteidentifikationsnummer, og i tilfælde, hvor det er relevant, også oplysninger om de personer, der er forbundne foretagender i forhold til den relevante skatteyder. 2) Den dato, hvor det første skridt i gennemførelsen af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning er eller vil blive taget. 3) Identifikation af den eller de relevante skatteyderes EU-medlemsstat og enhver anden EU-medlemsstat, som sandsynligvis vil blive berørt af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning. 4) Identifikation af eventuelle andre personer i en EU-medlemsstat, der sandsynligvis vil blive berørt af den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning med en angivelse af, hvilke EU-medlemsstater denne person er knyttet til.
Stk. 2. Mellemmanden skal indberette nye opdaterede oplysninger efter stk. 1, der er blevet tilgængelige siden den sidste indberetning, hver tredje måned.