BEK 1399/2019 · Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)
BEK 1399/2019 ст. 556
Anerkendte statikere
Anerkendelsesorganet er Ingeniørforeningen i Danmarks hovedbestyrelse, som etablerer en anerkendelsesordning og tilser, at denne er i overensstemmelse med DS/EN ISO/IEC 17024 Overensstemmelsesvurdering – Generelle krav til organer, der udfører certificering af personer.
Stk. 2. Til at varetage anerkendelsesordningens opgaver nedsætter anerkendelsesorganet et udvalg på 9 medlemmer således: 1) 3 medlemmer, fortrinsvis blandt ansatte ved relevante forsknings- og uddannelsesinstitutioner, indstilles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2) 2 medlemmer indstilles af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, 3) 2 medlemmer indstilles af Kommunernes Landsforening, 4) 1 medlem indstilles af Foreningen af Anerkendte Statikere, og 5) 1 medlem indstilles af Dansk Byggeri.
Stk. 3. Medlemmer udpeges for 4 år og kan genudpeges.
Stk. 4. Medlemmer skal have en passende kompetence inden for bærende konstruktioner, f.eks. som anerkendte statikere.
Stk. 5. Anerkendelsesorganet fastsætter nærmere regler for ordningens praksis, som beskrives i en håndbog, der skal 1) være i overensstemmelse med DS/EN ISO 9001:2015 Kvalitetssystemer og DS/EN ISO/IEC 17024, jf. stk. 1, 2) være offentlig tilgængelig, 3) vejlede ansøgere og anmeldere om procedurer, rettigheder og pligter, 4) give retningslinjer for anerkendte statikeres virke, og 5) vejlede anerkendte statikere om deres pligter ved byggesagsbehandling.
Stk. 6. Anerkendelsesorganet skal offentliggøre oplysninger om den enkelte anerkendte statiker, herunder gyldighedsperiode for anerkendelsen, anerkendelsens oprindelsesland, den anerkendte statikers uddannelse samt den anerkendte statikers erhvervsmæssige titel.
Stk. 7. Såfremt anerkendelsen er opnået i et andet land, skal der oplyses om den kompetente myndighed i det andet land.