BEK 1078/2019 · Bekendtgørelse om patientrådgivere
BEK 1078/2019 ст. 1
Antagelse af patientrådgivere
Efter § 25, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. antager Nævnenes Hus efter ansøgning et antal patientrådgivere.
Stk. 2. Ansøgninger til ledige stillinger som patientrådgivere indkaldes ved opslag i den lokale presse. Opslag kan endvidere ske i fagtidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrupper, blandt hvilke patientrådgivere navnlig tænkes antaget, jf. stk. 3, får kendskab til opslaget.
Stk. 3. Patientrådgivere antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren.
Stk. 4. Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, må ikke antages som patientrådgivere med virke for personer på samme sygehus eller afdeling. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har at gøre med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller den pågældende afdeling.
Stk. 5. Antallet af personer, der antages som patientrådgivere, bestemmes af Nævnenes Hus på grundlag af en vurdering af behovet.