BEK 1074/2019 ст. 7
Det er en betingelse for at få tilsagn om tilskud, at: 1) varmepumpen er eldrevet og anvender en vedvarende energikilde, herunder luft eller jordvarme, 2) varmepumpen installeres hos en kunde, hvis fjernvarmeforsyning fra et grundbeløbsværk nedlægges i henhold til et af kommunalbestyrelsen godkendt projektforslag, i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 1792 af 27. december 2018 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, 3) kontrakter mellem energitjenesteleverandøren og kunden indgås med forbehold for Energistyrelsens tilsagn om tilskud, 4) hele tilskudsbeløbet anvendes til nedsættelse af kundens engangsbetaling til energitjenesteleverandøren ved installation af varmepumpen, 5) kundens engangsbetaling til energitjenesteleverandøren, ved installation af varmepumpen, fremgår af kontrakten både inklusiv og eksklusiv indregning af tilskud, 6) indkøb ikke gennemføres og installationsarbejderne ikke påbegyndes førend Energistyrelsen har meddelt tilsagn om tilskud, 7) energitjenesteleverandøren har efterkommet eventuelle krav om tilbagebetaling af støtte, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenlig med det indre marked, 8) virksomheden ikke er kriseramt, som defineret i artikel 2, nr. 18 i den generelle gruppefritagelsesforordning, 9) varmepumpen ikke ville være blevet installeret uden tilskud efter denne bekendtgørelse, 10) Energistyrelsen vurderer, at det er teknisk muligt at installere varmepumpen, 11) ansøgningen om tilsagn er tilstrækkeligt oplyst, og 12) varmepumpen ikke installeres i en bygning ejet af Energitjenesteleverandøren eller dennes koncernforbundne selskab.
Stk. 2. Energistyrelsen kan fastsætte yderligere vilkår for tilsagn om tilskud, herunder frister for indkøb og installation, drift, vedligeholdelse, levering af varme hos kunden, varighed af ejerskab, varighed af drift, frist for afslutning af installationen samt frist for anmodning om udbetaling m.v.