BEK 1053/2019 · Bekendtgørelse om investeringspulje til mindre, regionale danske flyvepladser
BEK 1053/2019 ст. 6
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen forestår den praktiske udbetaling af puljemidler.
Stk. 2. Ændring af et projekt skal godkendes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, inden ændringen iværksættes. Godkendelse af ændringen gives på betingelse af, at ændringen efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vurdering er i overensstemmelse med projektets formål, jf. ansøgers projektbeskrivelse i ansøgningen.
Stk. 3. Tilskudsmodtager skal én gang om året afrapportere om projektets status til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Årlige afrapporteringer skal foreligge inden udgangen af 1. kvartal og skal omfatte det foregående år. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.
Stk. 4. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra ansøgeren eller tilskudsmodtageren.
Stk. 5. Tilskudsmodtager skal straks underrette Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvis 1) der foreligger forhold, som efter stk. 6 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilskud eller tilsagn om tilskud, 2) der foreligger forhold, som efter § 7 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller 3) tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.
Stk. 6. Tilskuddet bortfalder helt eller delvist, hvis 1) ansøger eller tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger, 2) ansøger eller tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter stk. 5, 3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, 4) projektet ikke er afsluttet og afrapporteret senest 3 år efter bevillingstidspunkt, 5) betingelserne for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes, eller 6) midlerne uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen.