BEK 978/2019 ст. 9
Pointtildeling
Fiskeristyrelsen sletter to point fra fiskerilicensindehaveren, forudsat at det samlede antal point, der er tildelt denne for det fartøj, som licensen gælder for, overstiger to point, hvis: 1) fiskerfartøjet, der er benyttet til at begå den overtrædelse, som medførte tildeling af point, derefter anvender FOS eller elektronisk registrerer og sender fiskerilogbogs-, omladningsopgørelses- og landingsopgørelsesdata uden at være retligt forpligtet til at benytte denne teknologi, 2) indehaveren af fiskerilicensen efter tildelingen af point frivilligt deltager i fiskeri i videnskabeligt øjemed for at forbedre fiskeredskabers selektivitet, 3) indehaveren af fiskerilicensen er medlem af en producentorganisation og accepterer en fangstplan, som producentorganisationen har vedtaget, året efter tildelingen af point med en nedsættelse på 10 % af fiskerimulighederne for indehaveren af fiskerilicensen, eller 4) indehaveren af fiskerilicensen deltager i fiskeri, der er omfattet af en miljømærkeordning, som går ud på at certificere og fremme mærker for fiskevarer, der stammer fra velforvaltet havfiskeri, og sætte fokus på spørgsmål om bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne.
Stk. 2. Indehaveren af en fiskerilicens kan kun en gang inden for hver periode, jf. § 8, benytte en af de muligheder, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-4, til at reducere det tildelte antal point, forudsat at reduktionen ikke medfører, at alle fiskerilicensens point slettes.
Stk. 3. Slettes der point i henhold til stk. 1 skal indehaveren af fiskerilicensen underrettes herom. Indehaveren af fiskerilicensen skal også underrettes om, hvor mange point der stadig er tilbage.