BEK 706/2019 · Bekendtgørelse om personførende elevatorer i skibe
BEK 706/2019 ст. 3
Personførende elevatorer skal være installeret, opstillet og indrettet på en sådan måde, at de er fuldt beskyttede mod farlige påvirkninger og indgreb udefra, herunder vejrligets indflydelse, og at pasnings-, vedligeholdelses- og reparationsarbejder kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Stk. 2. Personførende elevatorer skal være konstrueret og installeret efter kravene i ISO-8383, DS/EN 81-20 og DS/EN 81-50 for regelmæssige syn og prøver. Elevatorer, der er installeret og idriftsat før den 15. juli 2019 skal være konstrueret og installeret i henhold til de på installationstidspunktet gældende standarder med dertilhørende senere opdateringer.
Stk. 3. Ved konstruktion og installation af elevatorer i passagerskibe, skal der endvidere tages hensyn til bevægelseshæmmede personers behov, som angivet i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, kapitel B, II-3, regel 26, og Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, kapitel D, II-3, regel 28.
Stk. 4. Rederiet skal fremsende dokumentation for, at stk. 1-3 er opfyldt til Søfartsstyrelsen eller en af Søfartsstyrelsen anerkendt organisation inden idriftsættelse.
Stk. 5. Syn af nye elevatorinstallationer kan foretages af 1) virksomheder eller enkeltpersoner, der er autoriserede i andre EU-medlemsstater, og i lande, der er omfattet af EØS-aftalen, 2) virksomheder eller enkeltpersoner, der er autoriseret til at servicere tilsvarende landanlæg, og 3) de af Søfartsstyrelsen anerkendte organisationer.
Stk. 6. Inden idriftsættelse skal der foreligge en godkendelsesattest som anført i bilaget, der er udstedt af den, der har udført synet efter stk. 5.
Stk. 7. Godkendelsesattesten skal opslås på et synligt sted i elevatorstolen.