BEK 1340/2018 ст. 2
En udenlandsk speedbåd med en skroglængde under 15 meter, en udenlandsk vandscooter og et lignende udenlandsk fartøj, skal være omfattet af en forsikring til dækning af krav om erstatning for skader forvoldt af fartøjet i forbindelse med en søulykke, hvis der ville have været foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand, hvis fartøjet havde været dansk. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for et udenlandsk fartøj, som er i uskadelig passage uden at anløbe eller forlade dansk havn eller kyst eller det indre danske territorialfarvand. Fartøjer som anløber det indre danske territorialfarvand, men ikke dansk havn eller kyst, som led i en passage, der er omfattet af det særlige stræderegime, er ikke omfattet af forsikringspligten.
Stk. 3. De fartøjer, som er nævnt i stk. 1, må alene føres af personer, som er dækket af forsikringen.
Stk. 4. § 1, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2 og 3, samt § 4, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for forsikringer nævnt i stk. 1. Såfremt fartøjets ejer eller den, der benytter fartøjet eller lader dette benytte, hvis denne er en anden end ejeren, er bosiddende eller har hjemsted i Danmark, finder § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, 1. pkt., og § 6, stk. 1-5, tillige anvendelse.