BEK 635/2018 ст. 13
Indberetning af årsrapport
Ved indberetning af årsrapport skal virksomhederne anvende den digitale indberetningsløsning REGNSKAB BASIS eller REGNSKAB SPECIAL, jf. dog stk. 3 og § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, og § 24.
Stk. 2. REGNSKAB BASIS og REGNSKAB SPECIAL skal tilgås via hjemmesiden indberet.virk.dk.
Stk. 3. I stedet for at anvende REGNSKAB BASIS eller REGNSKAB SPECIAL kan virksomheden anvende Erhvervsstyrelsens system til systemløsning, jf. dog stk. 4. System til systemløsningen kan tilgås via hjemmesiden indberet.virk.dk. De bestemmelser, der er fastsat for REGNSKAB SPECIAL i denne bekendtgørelse, gælder tilsvarende for system til systemløsningen.
Stk. 4. System til systemløsningen kan ikke anvendes i følgende tilfælde: 1) Hvor en årsrapport er omgjort, jf. § 11, stk. 2. 2) Hvor en virksomhed vælger at indberette årsrapport i IXBRL-format (Inline-XBRL), jf. § 17, stk. 3. 3) Hvor en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, anvender muligheden i § 111, stk. 3, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, for at indberette et koncernregnskab udarbejdet af en dattervirksomhed sammen med sin egen årsrapport, jf. § 18, stk. 1. 4) Hvor en modervirksomhed, som anvender muligheden i § 112 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, for at indberette en højere modervirksomheds koncernregnskab sammen med sit eget årsregnskab, jf. § 18, stk. 2. 5) Hvor en modervirksomhed, som udarbejder årsregnskab efter de internationale regnskabsstandarder IFRS, anvender muligheden efter IFRS 10 for at undlade at udarbejde koncernregnskab, jf. § 18, stk. 3. 6) Hvor en dattervirksomhed, der i henhold til § 7 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, er en mellemstor virksomhed, anvender undtagelsen i lovens § 78 a, hvorefter dattervirksomheder kan vælge at aflægge årsrapport efter bestemmelserne for regnskabsklasse B, bortset fra bestemmelserne i §§ 22 a og 22 b, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 4. 7) Hvor en virksomhed, som udarbejder årsregnskab og/eller koncernregnskab efter IFRS, har behov for at udvide taksonomien, jf. § 23, stk. 2.