BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser
BEK 271/2018 ст. 22
Fastsættelse af husnumre, etage- og dørbetegnelser
Medmindre adressemyndigheden, jf. § 23, bestemmer andet, fastsættes dørbetegnelsen med udgangspunkt i det fælles adgangsareal på den pågældende etage, dvs. det fælles indgangsparti, etageafsatsen, altangangen, korridoren eller lignende, som døren er placeret på.
Stk. 2. Er der kun én adresse på det fælles adgangsareal på etagen, kan dørbetegnelsen udelades, jf. dog § 23.
Stk. 3. Er der 2 eller 3 indgangsdøre på det fælles adgangsareal på etagen, anvendes sidebetegnelserne tv, th eller mf, som angiver dørens relative beliggenhed set fra ankomstretningen. I en trappeopgang anvendes retningen som set fra trappens øverste trin før etageafsatsen, 1) tv fastsættes for døren til venstre, 2) th fastsættes for døren til højre og 3) mf fastsættes for en eventuel tredje dør, mellem de to andre.
Stk. 4. Er der 4 eller flere indgangsdøre på det fælles adgangsareal på etagen, anvendes i stedet for sidebetegnelser dørnumre, som kan bestå af indtil 4 cifre. Startende med 1 tildeles dørene numre i stigende rækkefølge fra venstre mod højre side af etagen. Der må ikke indgå foranstillede nuller i dørnumre.
Stk. 5. Sker der ændringer i antallet af indgangsdøre, eksempelvis som følge af lejlighedssammenlægning eller lejlighedsopdeling, skal adressemyndigheden sikre, at alle indgangsdøre på det fælles adgangsareal er tildelt sidebetegnelse eller dørnummer, jf. stk. 1- 4.