BEK 200/2018 · Bekendtgørelse om betingelser for Tempo 100-kørsel med bus
BEK 200/2018 ст. 7
En udenlandsk registreret bus, som er registreret første gang før den 8. december 2007 kan godkendes til Tempo 100-kørsel uden forudgående syn, hvis det dokumenteres overfor en dansk synsvirksomhed, at bussen opfylder betingelserne i bilag 1, jf. dog stk. 5.
Stk. 2. En udenlandsk registreret bus, som er registreret første gang den 8. december 2007 eller senere kan godkendes til Tempo 100-kørsel uden forudgående syn, hvis det dokumenteres overfor en dansk synsvirksomhed, at bussen opfylder betingelserne i § 6, stk. 2, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 3. Som dokumentation for opfyldelse af betingelserne i stk. 1-2, skal der anvendes 1) en erklæring fra en myndighed, der udsteder Tempo 100-mærker i den stat, hvor bussen er registreret, om, at bussen opfylder betingelserne i bilag 1 eller § 6, stk. 2, 2) en erklæring fra køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant om, at bussen opfylder betingelserne i bilag 1 eller § 6, stk. 2, 3) en erklæring fra karrosseri- eller opbygningsfabrikanten om, at bussen opfylder betingelserne i bilag 1 eller § 6, stk. 2, 4) en erklæring fra en godkendt prøvningsinstans, jf. bekendtgørelse om godkendelse af prøvningsinstanser og kontrolinstanser på det køretøjstekniske område, der erklærer, at bussen opfylder betingelserne i bilag 1 eller § 6, stk. 2, eller 5) en godkendelse »Gutachten«, hvoraf fremgår, at bussen er godkendt til Tempo 100-kørsel i Tyskland.
Stk. 4. Er bussen registreret i en stat udenfor EU/EØS, skal der ud over dokumentationen nævnt i stk. 3, foreligge dokumentation for, at bussen er underlagt nationale regler om periodisk syn. Hyppighed og omfang af det periodiske syn skal mindst svare til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/45/EU af 3. april 2014 om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF.
Stk. 5. Udenlandsk bus, som opfylder betingelserne i § 3, stk. 3, nr. 2, er godkendt til Tempo 100-kørsel uden forudgående godkendelse.
Stk. 6. Udenlandsk bus, som er EU-typegodkendt af klasse III eller klasse B, er godkendt til Tempo 100-kørsel uden forudgående godkendelse.
Stk. 7. Erklæringer og attester efter stk. 3, nr. 1-4, kan være en kopi, som er bekræftet af den, der har udfærdiget erklæringen eller attesten. Godkendelse efter stk. 3, nr. 5 kan være en kopi, der er bekræftet af myndigheden, men må ikke være udstedt før 8. december 2007.
Stk. 8. Dokumentation efter stk. 3-5 skal være udfærdiget på dansk, engelsk, norsk, svensk eller tysk og kan forevises elektronisk i form af foto eller scannet materiale.