BEK 1472/2017 · Bekendtgørelse om vurdering og styring af luftkvaliteten
BEK 1472/2017 ст. 10
Vurdering af luftkvaliteten for ozon
Placeringen af prøvetagningssteder til måling af ozon bestemmes efter kriterierne i bilag 8.
Stk. 2. Prøvetagningsstederne for faste målinger af ozon i de zoner og bymæssige områder, hvor måling er den eneste informationskilde til vurdering af luftkvaliteten, må ikke være færre end det mindste antal prøvetagningssteder, der er anført i bilag 9, del A.
Stk. 3. For zoner og bymæssige områder, hvor oplysninger fra prøvetagningssteder for faste målinger suppleres med oplysninger fra modelberegninger eller indikative målinger, kan det samlede antal prøvetagningssteder i bilag 9, del A, nedsættes, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) De supplerende metoder giver tilstrækkelige oplysninger til, at der kan foretages en vurdering af luftkvaliteten, for så vidt angår målværdier, langsigtede målsætninger samt informations- og varslingstærskelværdier. 2) Antallet af prøvetagningssteder og de øvrige metoders rumlige opløsning er tilstrækkeligt til, at ozonkoncentrationen kan bestemmes i overensstemmelse med de datakvalitetsmålsætninger, der er anført i bilag 1, del A, og gør det muligt for vurderingsresultaterne at opfylde kriterierne i bilag 1, del B. 3) Antallet af prøvetagningssteder i zoner og bymæssige områder svarer til mindst et prøvetagningssted pr. to mio. indbyggere eller et prøvetagningssted pr. 50.000 km 2 , alt efter hvad der giver det største antal prøvetagningssteder, men der skal være mindst et prøvetagningssted i hver zone eller hvert bymæssige område. 4) Nitrogendioxid måles ved alle resterende prøvetagningssteder med undtagelse af baggrundsstationer i landdistrikter, jf. bilag 8, del A.
Stk. 4. Der tages hensyn til resultaterne fra modelberegninger eller indikative målinger i forbindelse med vurderingen af luftkvalitet, for så vidt angår målværdier.
Stk. 5. Nitrogendioxid måles på mindst 50 % af de ozonprøvetagningssteder, der kræves i henhold til bilag 9, del A. Nitrogendioxidmålingerne foretages kontinuerligt undtagen på baggrundsstationer i landdistrikter, jf. bilag 8, del A, hvor der kan anvendes andre målemetoder.
Stk. 6. I zoner og bymæssige områder, hvor koncentrationerne hvert år i den foregående femårige måleperiode har været lavere end de langsigtede målsætninger, fastsættes antallet af prøvetagningssteder for faste målinger i overensstemmelse med bilag 9, del B.
Stk. 7. Der installeres og drives mindst et prøvetagningssted til indsamling af data om koncentrationerne af ozonprækursorerne i bilag 10. Antallet og placeringen af de stationer, hvor ozonprækursorerne skal måles, sker under hensyntagen til målsætningerne og metoderne i bilag 10.