BEK 1212/2017 · Bekendtgørelse om certificering af lokomotivførere
BEK 1212/2017 ст. 4
Krav for erhvervelse af lokomotivførerlicens og lokomotivførercertifikat
For at erhverve lokomotivførerlicens skal ansøgere opfylde de i stk. 2-7 angivne krav.
Stk. 2. Personen skal være fyldt 20 år ved licensens udstedelse, dog kan ansøgere, som er fyldt 18 år, få udstedt licens, som kun er gyldig i Danmark.
Stk. 3. Ansøgeren skal være i besiddelse af en gyldig helbredsgodkendelse, jf. kapitel 5.
Stk. 4. Ansøgeren skal med tilfredsstillende resultat have gennemført en erhvervspsykologisk test under opsyn af en autoriseret psykolog.
Stk. 5. Testen, jf. stk. 4, skal godtgøre, at ansøgeren ikke har nogen kendte arbejdspsykologiske mangler, navnlig med hensyn til praktisk egnethed eller til relevante personaspekter, der vil kunne indvirke på en sikker udførelse af arbejdet som lokomotivfører.
Stk. 6. Ansøgeren skal have gennemført 9 års skoleuddannelse og en licensuddannelse, jf. § 5 svarende til niveau 3, jf. Rådets beslutning 85/368/EØF af 16. juli 1985 om sammenlignelighed af de ved erhvervsuddannelse i staterne opnåede kvalifikationer.
Stk. 7. Ansøgeren må ikke ved dom være frakendt retten til at gøre tjeneste som lokomotivfører, jf. straffelovens §§ 78-79, eller i øvrigt være dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Stk. 8. Til brug for vurdering af personens egnethed som lokomotivfører, jf. stk. 7, kan Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen med ansøgers samtykke indhente oplysninger fra Rigspolitiet.