BEK 1059/2017 ст. 5
Generelle sikkerhedsbestemmelser
Den dataansvarlige domstol skal fastsætte nærmere interne bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger ved domstolen til uddybning af de regler, der fremgår af denne bekendtgørelse. Bestemmelserne skal navnlig omfatte organisatoriske forhold og fysisk sikring, herunder sikkerhedsorganisation, administration af adgangskontrolordninger og autorisationsordninger samt kontrol med autorisationer. Der skal endvidere fastsættes instrukser, som fastlægger ansvaret for og beskriver behandling og destruktion af ind- og uddatamateriale samt anvendelse af edb-udstyr. Desuden skal der fastsættes retningslinier for domstolens tilsyn med overholdelsen af de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat for domstolen.
Stk. 2. De interne bestemmelser skal gennemgås mindst én gang hvert år med henblik på at sikre, at de er fyldestgørende og afspejler de faktiske forhold ved domstolen.