BEK 924/2016 · Bekendtgørelse om pleje af fredede arealer og tilsyn
BEK 924/2016 ст. 5
Underretning
Fredningsnævnet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal skriftligt meddele afgørelser efter § 1 til 1) adressaten for afgørelsen, 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, 3) kommunalbestyrelsen, 4) Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning i sager, der ikke anses for at være af underordnet betydning, og 5) offentlige myndigheder, som må antages at have interesse i sagen.
Stk. 2. De afgørelser, der er nævnt i stk. 1, skal endvidere meddeles skriftligt til følgende foreninger og organisationer, såfremt de har anmodet fredningsnævnet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, herom: 1) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, 2) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og 3) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Stk. 3. Fredningsnævnets, henholdsvis kommunalbestyrelsens, afgørelse efter § 1 skal indeholde oplysning om, at afgørelser ikke må udnyttes, før klagefristen er udløbet, og at rettidig klage har opsættende virkning for den pågældende afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 3.
Stk. 4. Fredningsnævnet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, giver den, som har fået en afgørelse, underretning om en indgivet klage og om klagens opsættende virkning.