BEK 874/2016 · Bekendtgørelse om indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet
BEK 874/2016 ст. 2
Indberetning
Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj, anlægschefen for en platform eller den ansvarlige for en rørledning skal straks indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen sker udtømning eller dumpning, eller er fare for udtømning, som er i strid med loven eller regler udstedt i medfør heraf, eller som omfattes af lovens § 58. For platforme, der ikke har en anlægschef, påhviler indberetningspligten den ansvarlige for platformen. Der skal ligeledes straks ske indberetning ved enhver form for kollision, grundberøring eller grundstødning. Der skal desuden straks ske indberetning, hvis der som følge af brand, eksplosion, fejl på maskineri eller udstyr, der kan påvirke skibets eller platformens manøvredygtighed, eller hvis der af andre grunde er fare for udtømning, herunder 1) en udtømning eller mulig udtømning af skadelige stoffer i emballeret form, herunder sådanne stoffer i containere, flytbare tanke, køretøjer og jernbanevogne og ombordværende pramme, eller 2) ved skade, fejl eller sammenbrud på et skib med en længde på 15 meter eller derover, som a) påvirker skibets sikkerhed, og som inkluderer, men ikke er begrænset til kollision, grundstødning, brand, eksplosion, skader på skibets konstruktion, indtrængning af søvand, forskydning af lasten, eller b) resulterer i en forringelse af skibets navigationssikkerhed, og som inkluderer, men ikke er begrænset til fejl eller svigt af styresystemet, fremdrivningsmaskineriet, strømforsyningssystemet, og væsentlige skibsbaserede navigationshjælpemidler.
Stk. 2. Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj, anlægschefen for en platform eller den ansvarlige for en rørledning skal straks, jf. dog § 16 indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen iagttages spild af olie eller skadelige flydende stoffer, herunder spild af skadelige stoffer og materialer, der transporteres i emballeret form.
Stk. 3. Føreren af et skib, føreren af et luftfartøj eller anlægschefen for en platform skal straks indberette, hvis der fra skibet, luftfartøjet eller platformen af hensyn til disses sikkerhed, for at redde menneskeliv eller som følge af skade på skibet, luftfartøjet eller platformen eller deres udstyr er foretaget dumpning eller afbrænding på havet i medfør af lovens § 58.
Stk. 4. Pligten efter stk. 1-3 til straks at indberette påhviler desuden ejeren eller brugeren af skibet, luftfartøjet, platformen eller rørledningen.
Stk. 5. Pligten efter stk. 1-3 til straks at indberette påhviler desuden lodsen på skibet eller platformen.
Stk. 6. Føreren af et skib skal straks indberette, hvis der indtræder en situation på havet, som kan føre til forurening af danske kyster eller havområder, herunder udtømning eller risiko for udtømning af forurenende stoffer i havet.
Stk. 7. Føreren af et skib skal endvidere straks indberette, hvis der iagttages forurenende udslip på havoverfladen eller drivgods på havet.
Stk. 8. Der skal kun ske indberetning af de af de i §§ 7-10 anførte oplysninger, der er relevante for det pågældende skib, luftfartøj, platform eller rørledning.