BEK 686/2016 ст. 21
Radio- og tv-nævnet udsteder tilladelse til den ansøger, som af nævnet vurderes at være bedst egnet til som gatekeeper at distribuere digital radio i DAB-blok 1 ud fra en samlet bedømmelse af ansøgningernes redegørelser og oplysninger i forhold til følgende kriterier: 1) Ansøgernes erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede radio- og tv-sendenet. Mere erfaring vægter højere end mindre erfaring. Erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede radiosendenet vægter højere end erfaring med etablering og teknisk drift af jordbaserede tv-sendenet. Nyere erfaring vægter højere end ældre erfaring. Dette kriterium vægter 25 pct. 2) Ansøgernes eventuelle tilbud om at etablere og drive et sendenet med en højere dækning end det i § 4, stk. 1, anførte minimum. Større dækning vægter højere end mindre dækning. Distribution med en eventuel højere dækning end det i § 4, stk. 1, anførte minimum skal ske fra tidspunktet for påbegyndelse af distribution jf. § 5. Dette kriterium vægter 5 pct. 3) Ansøgernes forretningsmæssige kompetencer. Dette vurderes ud fra ansøgernes regnskabsmæssige nøgletal gennem de seneste fem år, jf. bilag 3. Dette kriterium vægter 20 pct. 4) Ansøgernes redegørelse for, hvordan de vil sikre, at opgaven udføres på objektive forretningsmæssige betingelser uden hensyn til eventuel ejermæssig tilknytning til interesser i virksomheder, der er aktive på det danske radiomarked, og ansøgernes eventuelle redegørelse for hvilke specifikke forholdsregler de vil træffe for ikke at få adgang til konkurrencefølsomme oplysninger om andre indholdsleverandører. Dette kriterium vægter 25 pct. 5) Ansøgernes planer for udnyttelse af sendemulighederne. Større udnyttelse af sendemulighederne vægter højere end mindre udnyttelse af sendemulighederne. Distribution af kanaler, der ikke samtidig sendes på FM eller DAB vægter højere end distribution af kanaler, der allerede udsendes på FM eller DAB, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 2, 3. punktum. Dette kriterium vægter 25 procent.
Stk. 2. Nævnet indhenter til bedømmelse af tilbuddene, jf. stk. 1, nr. 2, en udtalelse fra Energistyrelsen.
Stk. 3. Nævnet indhenter til bedømmelse af redegørelsens oplysninger jf. stk. 1, nr. 4, en udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.