BEK 1341/2015 ст. 11
Arbejdsgiveren skal sikre, at ansatte, der har været udsat for kunstig optisk stråling, som overskrider grænseværdierne i henhold til § 3, har adgang til en arbejdsmedicinsk undersøgelse, hvis: 1) påvirkningen er af en sådan art, at en identificerbar sygdom eller forringelse af helbredet kan sættes i forbindelse med udsættelsen, 2) det er sandsynligt, at sygdommen eller virkningen kan opstå under de særlige forhold, hvorunder aktiviteterne finder sted, og 3) der foreligger effektive teknikker til at påvise indikationer på sygdommen eller virkningen.
Stk. 2. Den arbejdsmedicinske undersøgelse skal tilrettelægges og gennemføres med henblik på at forebygge og bekæmpe arbejdsbetingede lidelser.
Stk. 3. Undersøgelsen skal forestås af arbejdsmedicinske klinikker eller afdelinger, herunder arbejdsmedicinske ambulatorier, eller af andre lignende sagkyndige.
Stk. 4. Eventuelle udgifter i forbindelse med den arbejdsmedicinske undersøgelse efter stk. 1 afholdes af arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren skal sikre, at undersøgelsen kan foregå uden tab af indtægt for den ansatte og så vidt muligt i arbejdstiden.